Sónar 2006 – avanceret musik

Club-kids og computerslackere, designere og mediefolk, gadekunstnere og kunststuderende, branchefolk og musikere, djs og screengazere. 90.000 kreative på alle niveauer og fra alle hjørner af Europa havde hevet stikket ud, droppet weekendens bestillinger på Juno, Boomkat og Beatport og var draget til Barcelona at koble af og inspireres af tre dages »avanceret musik og multimediekunst«. Sónar Festivalen levede igen i år op til sin ubeskedne tagline, udover cutting edge elektronisk musik ud af enhver af tænkelig tangent, med både rock og hiphop i de mest fremskredne faser.

Og trods et hul i taget på en af de ellers så solide bygninger, der betød aflysning af en større portion af multimediedelens installations-program, så var der rigeligt at kaste sig ud i. Både i det showcase-orienterede dagsprogram i centrum og i det firfoldige natlige rave i udkanten af byen, foruden de utallige uofficielle fester, som pumpede byen helt op til at gribe stafetten som verdens ukronede festhovedstad med et uhørt lineup af djs og liveoptrædender.

Audiovisuelt bombardement
Der blev lagt stærkt ud torsdag eftermiddag, med et af tidens absolut varmeste koncertnavne, den svenske søskende-duo The Knife, der afholdt en af deres eksklusive og aldeles enestående koncerter. Med samme opsætning som koncerten i Lund i slutningen af marts var deres mystiske, dystre optræden et regulært audiovisuelt bombardement og den perfekte måde at få åbnet sanserne på for tre dage i overraskelsernes tegn.
Svenskernes koncert var svær at slå, men den amerikanske fuldemands-rapper Jake hjalp på humøret, ligesom også det britiske kollektiv af high end-hippier Tunng løftede deres materiale flot fra studiet til live-situationen. I deres forunderligt folkede univers (knap så fjollet som Psapp og knap så bedrøvet som Hood) løftede sig et stærkt repertoire af følsomme sange, der stod i kø for at blive sunget med på, mens bandet ufoldede sig på alt fra guitarer over klirrende perlekæder til synths og walkie talkies.

The Knife

Firdobbelt dj-band
Fredag eftermiddag fik rocken for alvor lov til at bryde igennem, da de amerikanske avantgarde-punkere Liars flåede ørerne op med skrig og guitarer og stilbevidst maskinel støj i en dundrende deroute mod det sublime. Deres brutale show havde dog passet bedre til de senere timer (som da de spillede i Den Grå Hal i februar). Til gengæld var der så helt fri passage gennem øregangene til den lange showcase fra det toneangivende berlinerselskab ~Scape, der skruede op for deres elegante trademark-dub med blandt andre Bus og rapperen MC Soom-T og Pole med et liveband.
Havde man været lidt tidligere ude fredag eftermiddag ville man have opdaget den pludselige programændring, hvor Scissor Sisters dukkede op som afløser og satte disco-kulør på dagen med en blanding af etablerede hits og smagsprøver på deres kommende album.
Og sådan er det på Sónar. Flowet er betydeligt, og det hele falder på plads, uden tid til at se sig tilbage. Det er som med Barcelonas flyer-kultur, hvor man ikke behøver bekymre sig meget om at planlægge i forvejen. Man dukker op et sted og når festen er slut, rykker man videre til den næste væbnet med den mest tiltalende flyer man har fået stukket i hånden undervejs.
Et andet karakteristisk træk ved Sónar, er at det nærmest er at man fornemmer, at et flertal af kunstnerne selv har oplevet festivalen som gæster i forvejen. Således kunne man mærke, hvordan de ferske franskmænd i dj-bandet Birdy Nam Nam var klar til at gribe publikum med en tilbagelænet indsats til at starte med og så ellers en formidabel opbygning mod et klimaks af beats og scratch på fire pladespillere på en gang.

Imponerende beat box og skuffende Shadow
Sónars store natprogram udspiller sig simultant på fire store scener i et messekompleks med plads til over 50.000 mennesker i udkanten af byen. Den største scene er større end en fodboldbane, så det kræver kunstnernes ypperste for at kunne fastholde opmærksomheden. Det var også en 100% tændt Rahzel, der gik på scenen med sit imponerende human beat box-show. Som sin egen hype man, og indimellem også mere markant med scratch-lydene end den medbragte DJ JS-One. Rahzel dyrker beat box-kunsten som få andre, ikke alene ved at lave beats og scratch-lyde med munden, men ganske enkelt ved også at synge samtidig. Undervejs gik der lige lovlig meget prædiken i den, om den sande hiphop og den eneste rigtige måde at lave sang/beat box-tricket på (hans egen), og som koncerten strakte sig ud med tomgang og gentagelser, illustrerede den da også klart, at selvom formen er imponerende, så er det ikke den, alene der gør det.

Efter et kort rundtur omkring Nightmares on Wax, der dyrkere den noget mere upågående lounge-stil, DJ Krush, der viste sig i fin fingerform bag pulten, men ikke med overvældede med mange nye ideer iblandt sine urbane beats, og 70’er-heltene i disco-orkestret Chic, der trakterede med klassikere på stribe, stod den på det unge stortalent fra Detroit, Jimmy Edgar, der leverede sit set fra laptop og alligevel formåede at holde publikum helt til ilden. Langsomt kredsede han sig ind på lyden fra forårets formidable debutalbum ‘Color Strip’, inden han lod bankboksen sprænges med sine særprægede, på en gang industrielle og sexede beats, og der pludseligt blev danset på nye måder.

En anden kunstner, der ikke skammer sig over sex-appeal, og som også har været med til at sætte sit præg på foråret med et nyt album, er canadiske Tiga. Med en fin balance mellem sine egne produktioner, remakes og remixes, primært orienteret mod en yderst effektiv electrolyd, var han en af nattens helt store hits bag dj-pulten. Med sprøde remixes af sager som The Futureheads’ ‘Skip to the End’ og ikke mindste Trentemøllers remix af The Knifes ‘Silent Shout’, formåede han at skabe et skarpt fokus uden på nogen måde at gå på kompromis.

Tiga

Kompromis var til gengæld nøglen til at udholde den genopstandne ambiente hiphop-legende DJ Shadow og hans nye gennemhypede set med en flok unge rappere fra den amerikanske vestkyst. Rapperne kastede om sig med flere klichéer end man kan tælle på fingrene og bragede igennem som en regulær fiasko. Det var fint lige at høre mesterens klassiker ‘Organ Donor’ med live-scratch, mens rapperne pustede ud, men ellers var der tale om en regulær fiasko og vel nok festivalen største flop.

Grafik, geografi og graffiti
Forestil dig at du sidder derhjemme foran computeren og kigger på et kort over København, der ikke alene viser natklubberne og koncertstedernes placering, men som en ekstra dimension også viser, hvor der er den største koncentration af mennesker er nu og her, og en ekstra ekstra dimension, viser hvor veltilpasse de i gennemsnit er. Kort sagt, hvor er den bedste fest lige nu! Det er blot ét fremtidsperspektiverne, som festivalens digitale kunst-afdelingen åbnede op for med sit fokus på digitale landskaber.
Et andet interessant, omend mindre konkret brugbart, fænomen, på udstillingen var ‘geograffiti’, kunsten at kommunikere med sit blotte færden. Kroneksemplet var den britiske kunstner Jeremy Wood, der har vadet 12 kilometer gennem en London-forstad, sporet turen med GPS og på den måde skrevet et digt henover landskabet.
Også skyggerne fra den tekologiske parringsleg mellem grafik, geografi og graffiti blev præsenteret, blandt andet med formaningen om, hvordan marketingsfolk ved at inkorporere mikrochips i deres produkter kan spore præcist, hvor og hvornår de bliver brugt. Og det er netop det, der får Sónars udstillingsdel til at virke imponerende, blandingen af videnskab, underholdning og konkret anvendelse, af frygt og beundring, af inspiration og konspiration.

Og så var det ellers tid til en eftermiddagstener i solen med lørdagens eftermiddagsprogram. New Zealands vel nok største musikalske eksportsucces gennem tiderne, Fat Freddys Drop, leverede en udmærket baggrund til det formål. Dygtigt blandede de hiphop, lounge, reggae og utallige andre elementer i et flydende show uden den mindste form for skurren i ørene.
Som lørdagen skred frem var der efterhånden ved at være generel afmatning på festivalpladsen. Det var således de færreste, der ventede på at opleve tyske Schneider TM med band på den store dagsscene. Og den koncert kunne såmænd også godt undværes. De rå og upollerede liveversioner fik kun lov at fænge i glimt og lå oftest meget langt det finurligt energiske studierepertoire, som med sine finesser hører hjemme på enhver detaljeret cd-hylde med kantet moderne elektronisk rock crossover.

Drømmenål fra Diplo og A-Trak
Mens eftermiddagen viste Sónar fra en mindre spændende side, var lørdag aften tilgengæld et konstant musikalsk festfyrværkeri at boltre sig i. Den britiske kvartet (og den elektroniske musiks svar på Clap Your Hands Say Yeah!) Hot Chip åbnede ballet tidligt. Deres vuggende, huggende og helt igennem formidable dansable synthpop er fyldt med charmerende detaljer under Joe Goddard og Alexis Taylor legende stemmer. I liveversionerne var der dog sparret lidt på den piblende del af lyduniverset, til fordel for en mere kontant energi i perlerækken af numre fra både debutalbummet ‘Coming On Strong’ og dette forårs nyklassiker, ‘The Warning’.

Herefter var det lidt et svært valg. Britiske Goldfrapp havde slået det store blonde hår ud til et fint set med disco og ABBA-pop, i pink t-shirt og sorte hotpants, og i den anden ende af komplekset stod microhouse-produceren Isolée, der serverede sine forfinede melodilinier, legende mellem de helt nedbarberede beats. Der blev pendlet lidt.

Og så faldt bomben. Den internationale beatdigger Diplo, der for tiden remixer hurtigere end noget label kan nå at opdage det, stod ved siden af den tidligere DMC-mester og superscratcher A-Trak til deres første fælles optræden bag hver deres pladespillere. Snarere end ‘vs.’ lød de som en sammenspillet duo, der kendte hinandens tricks og styrker og konstant formåede at levere variation og spændingsmomenter i deres set. Det ene hit efter det andet blev hevet op fra pladetaskerne i et imponerende højt tempo, og kendte publikum ikke rytmerne i forvejen, blev mixet spædet effektivt op med både booty, baile funk og mere straight hiphopbeats. Det var gennemført gang i den, og stemningen passerede kogepunktet indtil flere gange på den musikalske rejse, der blandt andet gik fra Beastie Boys til Beatles og tilbage til fremtiden med Gnarls Barkley. Et skvæt ‘Sweet Child O’Mine’, lidt ‘Pump Up The Jam’ og så et par ballerrystende dunk fra M.I.A. Det var ganske enkelt drømmenål, der blev ført gennem vinylerne.

Diplo vs. A-Trak

Festen fortsatte med en af Sónars faste installationer, Miss Kittin, der som en af de færreste formåede at samle hele den store scene med sit disco-techno dj-set. Senere stod menuen på den berlinske eurocrunk-duo Modeselektor, der skruede helt op for bassen og imponerede med deres ihærdige og konstant varierende blend af techno, dancehall, grime og bass, hvor de som på deres fremragende debutalbum ‘Hello Mom!’ formåede at dreje præcist 90 grader, hver gang de nærmede sig en kliché.
Klicheerne kunne de to erfarne techno-djs Richie Hawtin og Ricardo Villalobos så passende få lov til at bestyre til de yderste timer, hvor festivalen dansede sig dybt ind i morgengryet.

Man fik således alt hvad Sónar Festivalen havde lovet. To udstoppede gedebukke, et væltet højhus, Elvis, et pyntet kranie, et skolebibliotek i kaos, en skovbrand på en bjergside, spulingen af en nyslagtet gris, en beskuer foran et krigsmaleri og en portion frugt i gulligt lys prydede årets plakater. Som de radikale nyfortolkninger af malerkunstens klassiske ‘stilleben’-form, fik man igen fornemmelsen af musik i avancerede nye fortolkninger.

På årets Roskilde Festival kan man blandt de nævnte opleve Birdy Nam Nam, Tiga, Fat Freddys Drop, Goldfrapp, Ricardo Villalobos og Diplo vs. A-Trak. Modeselektor kan opleves til august på Public Service Festivalen i København.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af