Spot Festival 2006: Fredelig fredag i Spotland

Ikke engang min cykelkædes rustne lyd kan overdøve den sitrende stemning, der er i luften i Århus midtby. Atter skal musikkendisser mænge sig med fans, fans mænge sig med kendisser og ikke mindst høre en masse fremragende bands på mere eller mindre fremragende scener.

Ja, Spot-festivalen er atter kommet til byen og med en stærk masse af etablerede navne og spændende undergrund, falder der nok nogle guldkorn af. Og skulle ikonet David Fricke dukke op, kan man da forvisse sig om, at der i det mindste er én, der har en værre frisure end en selv.

Åh ja, der er også lige de forvirrede franske journalister, der ikke ville kunne finde et spillested på egen hånd, om det så rejste sig fra sine betonsokler og bed dem i deres franske måse. Det engelske sprog går det heller ikke for godt med, men måske jeg selv skulle lære fransk, så jeg hurtigere kan processere “eelouh, wær ar mysichyset?”. Men de er søde, rare og øjnene smiler glade til mig bag sygekassebrillerne, når jeg vifter lidt med højre arm og peger ca. 50 meter frem for mig.

Det er nu en god start på Spot, for sådan ser de fleste mennesker ud. Jeg spotter et par velkendte ansigter – Nikolaj Nørlund går rundt og ser lidt sur ud, Lorenzo Woodrose bevæger sig med overraskende topfart sammen med Anja Pihl fra Musikprogrammet, men ingen lægger vist meget mærke til mig, selvom jeg har taget min fineste jakke på.


Mani Spinx

Der skal ikke tages mange skridt på Spot-festivalen, før man render ind i nogle unge mennesker, der spiller musik. I Musikhuset vrimler det med godtfolk, der ikke helt kan bestemme sig for, om de vil stå og chille til Blue Foundation, eller om de skal tage i Ridehuset og lade sig omfavne af Nicolai Dungers melankolske toner. Derfor bliver det til lidt en halv løsning hvor man ikke rigtigt får set noget af det, og jeg falder selv i samme fælde. Men heldigvis har den strenge, men retfærdige redaktør bestemt nogle navne, jeg skal se, og første i rækken er Mani Spinx, der skal sætte fut i Train. Og det gør den provokerende frontmand til fulde, godt bakket op af et band, der bare swinger på den helt rigtige måde. Der var ikke mange fingre at sætte på den energiske og effektive optræden, men Mani Spinx er klart bedst i deres up-tempo, rockede numre hvor Spinx’ flabede tekster og optræden nærmest vælter ud over scenekanten. Desværre var der ikke mange tilhørere, men de, der var der, havde meget svært ved at stå stille, og min pen kan vist ikke sige det bedre end min sidemands slutkommentar, “det er råddent fedt!”.


Pato

Efter Mani Spinx optræden var der nogle huller i programmet inden næste ret på menuen skulle serveres. Denne ret stod Jokerens nye toy-boy Pato for i Ridehuset, men omstændighederne var ikke lige så gode som på Train. Patos rap var nemlig meget mudret, mens den almindelige vokal gik noget klarere igennem. Måske var det derfor, at det blev en lidt halvrodet forestilling. Patos stemme gik dog helt klart igennem, inden bandet heglede en øredøvende høj punksang igennem på få minutter. Beskeden til de sarte med ørepropper lød nemlig, “alle i fisser med tinnitus, kan bare lukke røven”, og så var stilen ligesom lagt for den energiske skaldepande med nørde-brillerne. Koncerten kom bare aldrig helt op at ringe, selvom det var et meget velkomment indslag, da blæsere satte kolorit på de funky og rockede numre. Her gik tingene op i en højere enhed for Pato, men for alvor at løfte Ridehuset formåede han ikke.


Powersolo

Det kunne derimod Kira Skov, der spillede umiddelbart efter Pato, og selvom det ikke blev til mere end 10 minutter med rock n’ roll divaen, idet Powersolo var ved at starte traktoren og lægge an til en gang donkey-punk på Officerspladsen, formåede Kira og hendes spiritter at vise, hvordan man erobrer en scene og krænger sin sjæl udover et forbløffet publikum, og med det hurtige indtryk, var forventningerne måske sat lidt for højt for de to lidt halv-kixede, men meget charmerende brødre i Powersolo. Lyden var simpelthen for lav bagerst og for skramlet forrest. Og så havde Kim Kix alt for mange umotiverede grynt og hylen i mikrofonen. Lidt overraskende præsenterede Kix senere Dorte Gerlach fra Hush, der assisterede med sin smukke, sydstatsstemme og løftede bandet lidt op fra middelmådigheden. “Ain’t she beautiful”, snerrede Kix og virrede med rockabilly-lokkerne og jo, det var hun, men koncentrer dig nu lige lidt om din egen rolle hr. Kix!

En lidt skuffende afslutning fra drengene i Powersolo, der altså kan meget mere end det, men som helhed var fredagsspotten hyggelig og helt nede på jorden. De store guldkorn lader dog vente lidt på sig, men hvis publikum begynder at få lidt mere styr på prioriteterne, så Spot-pladsen og scenerne ikke bliver den rene banegård, skal lørdag nok blive en god dag også.

Læs også:

Spot Festival 2006: Danmark-Udlandet: 1-0
Spot-festivalen tøffede langsomt i gang fredag, og selvom de udenlandske navne så mest spændende ud på papiret, var det faktisk Danmarks potentielle rock-eksportvare nummer ét, der leverede den bedste vare.

Læs Nicolai Torps reportage her »

Spot Festival 2006: Krøllerne reddede dagen
Lørdag lignede endnu en Spot-dag uden de store ophidselser, men så kom Oh No Ono forbi og lovede godt vejr til august. Yes!.

Læs Kristian Kellers reportage her »

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af