Rhymefest

Debutskiven fra Chicago-rapperen Rhymefest har været ventet med spænding. Manden selv har slået sig op som en kombination af Chuck D’s militante retfærdighedsrap og Biz Markie’s humoristiske old school-hymner og forventningerne bliver ikke mindre af det faktum, at han var medforfatter og medproducer på Kanye West’s himmelske genistreg ‘Jesus Walks’.

Det fortsatte samarbejde har allerede ført til pæn succes i form af den friske førstesingle ‘Brand New’, og der er mindst lige så meget hitpotentiale i den afdæmpede og drømmende duet ‘More’. Det er nærliggende at drage paralleller mellem ‘Fest og West. De er gode venner og musikalske samarbejdspartnere. Og så har de begge en tiltalende umiddelbarhed over sig. Men hvor Kanye West er i en overklasse for sig, så befinder Rhymefest sig i en middelklasse for sig selv.

‘Blue Collar’ er udtryk for en øjebliks-mentalitet, og det lykkes Rhymefest at finde sin stemme som den frustrerede gennemsnitsfyr blandt attituderappere og såkaldte gangstere. Han er den irritable og snarrådige rapper, der med uhæmmede udfald alligevel formår at bevare sin integritet med indsigt, ydmyghed – og først og fremmest ironi og humor.

Sprælske samples og mangfoldige melodier bakker de perforerende punchlines op på ‘Devil’s Pie’ og ‘Fever’, mens sjælfuld soulsang og kælent keyboard udgør arrangementet i den affekterende anerkendelse af kvindekønnet på ‘Sister’. Rhymefest gør ikke de samme livgivende landvindinger som vennen Kanye West, men han har en pudsig evne til at være overfladisk uden at være intetsigende. Det gør ‘Blue Collar’ til et fint alternativ, som hæver sig over den gennemsnitlige lytteoplevelse.