Benni Hemm Hemm

Jeg gider næsten ikke tage det op igen – det med at de der islændinge på et eller andet tidspunkt for en små ti år siden snublede over et veritabelt overflødighedshorn af inspiration, og at den bølge, vi siden har oplevet rulle, har klasket nogle af verdens lækreste lyde blidt imod vores trommehinder. Øboerne har for længst hamret sig fast på det musikalske landkort, og derfor kan det ikke komme bag på nogen, at der også hos Benni Hemm Hemm er gode oplevelser at finde.

Bag navnet finder man ikke bare den stilfærdige og småironiske sanger/sangskriver Benedikt H. Hermannsson, men også et brassband på ikke færre end 16 medlemmer, hvilket potentielt kunne få hele udtrykket til at bryde sammen i et blæserhelvede og drukne ethvert forsøg på at nive et god melodi ud af lyden. Ikke desto mindre har Hermannsson haft grovhøvlen fremme og med sans for både tidens indiescene og – naturligvis – nordatlantisk folkesjæl har han skabt et overraskende smukt og behersket album. Og selvom udgangspunktet er nærmest præcis det samme som hos ligesindede klippesigøjnere, så placerer resultatet sig næsten på en ø for sig selv – som en markering af både udlængsel og rødder og paradoksets hemmeligheder og alt det der. Hvilket sikkert også er grunden til, at udgivelsen blev kåret som den bedste ved årets islandske Music Awards. Det er lige i den islandske ånd.

I det store er det tale om et meget lille, men sært betagende album på kun lidt over 30 minutter. Og kan man leve med det, kan man måske også leve med, at variationen er lidt sparsom, at der synes at være sparet lidt for meget hist og her og at det ind imellem bliver så lummert, at det kunne være et soundtrack til en dødsejler af en tv-serie fra halvfjerdserne.