»Det ville være dejligt ikke at blive spurgt ‘eksisterer Kings of Convenience stadig?’ efter hver koncert med The Whitest Boy Alive«, udtaler Erland Øye i forbindelse med sin europaturné med sit nye band The Whitest Boy Alive, som også er albumaktuelle med albummet ‘Dreams’.
Erland Øye understreger, i en udtalelse til Pitchfork, at han og Eirik Glambek Bøe arbejder videre som duoen Kings of Convenience, og at de regner med at kunne have nyt materiale klar i løbet af 2007 eller 2008.
»Vi har masser af ideer, men vores erfaring siger os, at det tager lige så lang tid at få fra 0 til 90% færdigarbejdet, som det tager at få de sidste 10% gjort færdig«.
De to medlemmer af Kings of Convenience har ellers haft travlt med hver deres projekter siden udgivelsen af deres andet studiealbum ‘Riot on an Empty Street’ i 2004. Imens Erland Øye har arbejdet med Berliner-projektet The Whitest Boy Alive, så har Eirik Glambek Bøe færdiggjort sit studie i arkitektonisk psykologi.
The Whitest Boy Alive giver koncert på Lille Vega den 17. september.