Mugison

Mugison er en af de mere uforudsigelige størrelser inden for den rytmiske musik. På debuten ‘Lonely Mountain’ blandede han på forrygende vis lidt akustisk guitar med electronica. På ‘Mugimama, Is This Monkeymusic?’ var electronicaen pakket lidt væk og guitaren længere frem, og Mugison gav den som lettere vanvittig og hjerteskærende rockpoet.

Nu skifter han retning igen på et album, der fungerer som soundtrack til filmen ‘A Little Trip to Heaven’. Albummet består af særdeles afdæmpet americana og skramlede blues-melodier, der nok maler en blåtonet aftenstemning, men det bliver aldrig rigtig spændende. Kun tre af albummets 17 numre har vokal, og de mange instrumentale numre er kun i begrænset omfang interessante, hvilket giver en noget trættende lytteroplevelse.

Det lykkes kun momentvis at bygge en stemning op, inden numrene afsluttes brat, lige inden det bliver rigtig interessant. Eksempelvis er ‘Piano for Tombstones’ 30 sekunders klaverklimten, og så er det slut. Det kan godt være, at det fungerer som underlægningsmusik til en film, men som album hænger det ikke sammen, og paradoksalt nok er albummets bedste nummer en coverversion af Tom Waits’ ‘Little Trip to Heaven’.

De gode sange, som han har bevist, at han kan skrive, mangler i uhyggelig grad, og lytteren spises i stedet af med en bunke fodslæbende instrumentalnumre, der oven i købet virker fragmenterede og ufuldendte.

Mugison. 'Little Trip'. Album. 12 Tónar.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af