Public Service Festival 2006

Weekendens Public Service Festival er en unik mulighed for at opleve variationen på den elektroniske scene netop nu. Der er danske og internationale gæster og lækkerier til både dansere og lyttere.

Efter en række opvarmningsarrangementer rundt omkring i byen, går det for alvor løs med Public Service Festivalen i Ørestad Nord fra fredag aften.

Fredag: Islandsk og jordnært
Fredagens først annoncerede hovednavn, Trentemøller & T.O.M., har måttet trække sig grundet et lidt mere favorabelt job i Brasillien, og ind som erstatning er hevet tyske Patrick Chardronnet, der som den populære danske producer også bevæger sig i den mørke og dybe ende af den taktfaste og tænksomme techno (klik og lyt her).

Man skal dog ikke forvente sterilt maskin-musik programmeret med matematisk præcision hele aftenen. Langtfra. Hele tre islandske navne er også programsat, og øens imponerende eksporttradition tro, er kortene blandet, og man kan roligt forvente at der bliver kastet elemtenter fra både hiphop og rock ind i puljen hos Trabant, Unsound og Apparat Organ Quartet. Også franske Colleen lægger op til en lidt mere jordnær, hvis ikke ligefrem jordslået, tilgang til sine elektroniske fiflerier, med følsomme naturagtige lydflader og intime harpespil. (Lyt til ‘The Happy Sea’ fra sidste års album ‘The Golden Morning Breaks’ her eller hele albummet her).

Lørdag: Elektronisk dub og electrohouse
Den store dag på de tre indendørs scener og den ene udendørs i det jomfrueligt friske græs bag Københavns Universitet Amager, der har stået uberørt henover sommeren, er utvivlsomt lørdag. Der er musik fra kl. 14.30 til kl. 4:00. Bagefter holder Kill Your Telly efterfest på Culture-Box med blandt andre den svenske producer/dj Martinez bag pulten (glem www.martinez.se, tjek hans blog her og hans dj-mix for DJ Mag her).

Men selvfølgelig starter dagen i den rolige ende. Blandt andet med svenske Erik Möller, der i har parkeret sit club-orienterede alias Unai til fordel for den mere eksperimenterende stemningsmættede electronica under navnet Spinform.
Sidst på eftermiddagen er der god mulighed for at opleve, hvordan det står til på den danske electronica-scene med en række navne fra selskabet Rump Recordings, herunder orkestret Badun, der bruger citar som topping på deres elektroniske hovedret, Rumpistol og den snart albumaktuelle drum’n’bass-troldmand Karsten Pflum.

Og så må det ellers være tid til at rejse sig op. Men ingen panik, der er rig mulighed for at vugge i knæene, når der fra kl. 19:30 og godt to timer frem bliver serveret elektronisk dub i absolut verdensklasse. Først med tyske Pole, der har været med til at definere sin egen hypermoderne variant af den klassiske Jamaica-genre i ly af berliner-selskabet ~Scape. Siden med et af de nyere navne på selskabet, canadiske Scott Monteith, der under navnet Deadbeat har udgivet en række fremragende albums, der holder og udvikler stilen i en både mere abstrakt og mere konkret, nærmest filmisk retning (Lyt her).

Ud på natten gælder det genialiteter, der retter sig direkte til dansegulvet. Mens de lokale technohelte Kemi & Amox, Rune RK, Hansen og DJ Daniel og Patrick Bateman giver den gas på én scene, er der på andre udfodrende drum’n’bass fra britiske Tim Exile og eminent electrohouse fra den tyske duo Booka Shade, der udgav det fremragende album ‘Movements’ i april.

Søndag: electronica og grove løjer
Søndag starter i den mere legesyge afdeling med polka-inficeret electronica med danske Analogik, og i løbet af eftermiddagen bydes der på mere dansk electronica med blandt andre Rasmus Møbius, der både spiller solo og som del af den mere hiphoporientede duo Melk. Spændende bliver også et liveset fra den danske veteran Dub Tractor (tjek ham selv her) og Pellarin & Lenler, der føjer en fornemmelsen for r’n’b til deres langstrakte og dybt dub’ede lydbilleder (hør bare her). Aftenens højdepunkt er dog endnu et besøg fra Berlin, nærmere betegnet eurocrunk-drengene Modeselektor, der er klar til at fyre op for nye løjer i krydsfeltet mellem techno og kontinental-grime, sammen med den måske pænere, men ikke mindre eklektiske medstifter af Shitkatapult, Apparat, under fællesnavnet Moderat.

Festivalpladsen ligger i Ørestad Nord, bag Københavns Universitet Amager, indgang v. Njalsgade 120.
En dagsbillet til festivalen koster kr. 100,-, mens et armbånd, der giver adgang til alle tre dage koster kr. 200,-

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af