Poprevo 2006

Danmarks Grimmeste Festival, Spot, Oppenheimers Eftermiddag, Aarhus Took It og altså også Poprevo. Antallet af små musikalske fester alene i Århus er efterhånden betragteligt, og i denne weekend var det så Poprevo, der inviterede indenfor til koncerter med svenske, britiske og danske bands, der hovedsageligt gør sig i indierocken.

Studenterhus Århus på havnen lagde hus til i Pakhuset, og på trods af en ret lille scene er det rustikke lokale et ganske udmærket sted til en mindre festival. Der er god plads på gulvet foran scenen, og dem, der trænger til en pause fra musikken kan trække sig lidt væk og sidde i cafeen, eller tage et slag bordfodbold. Og så kunne man få sig den oplevelse at vade direkte ud i et modeshow, hvis man ved en fejltagelse kom til at åbne den forkerte dør på vej ud fra toilettet og ind i et nyt lokale.

For folkene bag Poprevo er målet med festivalen at præsentere stærk musik, der ellers ikke ville blive spillet i Århus og ad den vej sparke lidt gang i den århusianske undergrundsmusik. Og med Erlend Øye i The Whitest Boy Alive som det mest kendte indslag kan det vist med sikkerhed siges at Poprevo er en undergrundsfestival. Dette års kunstnere er i hvert fald næppe at finde på en Absolut Music-opsamling.

Støjende torsdag
På førstedagen blev der åbnet rigtig godt med de intime englændere The Montgolfier Brothers, der gav en smuk koncert, hvor gruppens triste kærlighedssange fik lov til at folde sig fint ud for et sparsomt publikum. Forsanger Roger Quigley besidder en flot dyb vokal, og han croonede virkelig igennem den drømmende musik med en smøg i hånden og halvt lukkede øjnene. Og så var det imponerende, at bandet fik så meget drama og intensitet ind i så stille sange.


The Montgolfier Brothers

Så var der straks mere tempo over Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, der gik på med buldrende trommer og spillemandsvioliner. Et seks personer stort orkester, der både kunne støje med guitaren og krydse over i en rigtig gang folkemusik. Evnen til at kombinere de mange instrumenter som guitar, bas, trommer, klokkespil, violiner, megafon og meget mere lover godt for det kommende album, men desværre tabte de lidt pusten midtvejs, og man savnede at de virkelig gav los.


Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur

Torsdag lukkede med et rockbrag i form af svenske Paddington DC, der i skikkelse af forsanger Calle Olsson havde en sand Pete Doherty-klon, der væltede rundt på scenen og messede “Yes I know, I fucked up”. Nok startede meget uskyldigt, men endte i et sandt støjhelvede, der var ualmindeligt højt. Ganske lækkert til en begyndelse, men over tyve minutters guitarlarm var bare alt for meget.


Paddington DC

Akustisk fredag
Andendagen på Poprevo var langt hen ad vejen viet til bands med den akustiske guitar, og de første tre koncerter var ganske korte. Dermed tjener Poprevo som et udmærket udstillingsvindue for uprøvede bands. Most Valuable Players fra Sverige lagde blidt ud med synth-inficerede og drømmende lydbilleder, der var bedst når de var tilbagetrukne og mindre gode, når keyboardene blev indstillet på disco-rytmer.

Det var modigt af arrangørerne at give chancen til de ekstremt afdæmpede Reviving Aeries på en fredag, hvor fadøllene var kørt indenbords. Duoen med hver sin guitar og intet andet på scenen gav et ganske kort set med gode tekster og flotte sange, der desværre blev spoleret lidt af et evigt småsnakkende publikum.

The Cakekitchen er scenenavnet på new zealandske Graeme Jefferies, der startede koncerten med at være bøjet over klaveret, men undervejs fik fat i både den akustiske og den elektriske guitar, cello og endte bag trommerne. Med sine skæve sange om kærlighed og at vågne op med tømmermænd bragte han smilet frem blandt publikum, for det var en meget selvsikker og afslappet optræden. Men en koncert på over en time var for meget.


The Cakekitchen

Klokken nærmede sig midnat, da svenske The Embassy gik på, og endelig var der et band, der turde rocke. Det var tilsynelande hvad publikummerne havde ventet på, for de stimlede sammen på gulvet foran scenen, der for første gang var ved at være fyldt. Et prisværdigt temposkifte med dansable rytmer oven på tre akustiske koncerter, og publikum var med på tomandsbandets Happy Mondays- og New Order-inspirerede beats. Forsangeren svingede rundt med mikrofonstativet og gav fuld gas på scenen, hvilket fik gang i tilhørerne. Men så var det pludselig forbi, lige da det var kommet godt i gang.


The Embassy

Levende lørdag
Harper Lee tog tidligt lørdag aften tråden op fra brilliante BMX Bandits, der satte et flot punktum fredag aften, og fortsatte de gode takter med en nærmest intim koncert båret frem af Keris Howards skrøbelige stemme, der klogeligt holdt sig inden for ganske få toner. Dette gav en smuk, nærmest messende intensitet, men blev også til bandets akilleshæl, da de ellers udmærkede sange blev for monotone efterhånden som koncerten skred frem, men Harper Lee var under alle omstændigheder et godt bekendtskab.


Harper Lee

Efter en del opstartsvanskeligheder gik danske Scaredycat på scenen efter den britiske trio, og viste sig omgående som en diametral modsætning. Her var både støjguitar, to-stemmig sang og vigtigst af alt – en umiddelbar og uspoleret glæde ved musikken. Musikalsk set kørte bandet meget i de samme spor, og da det mildest talt var noget amatøragtigt udført, kom Scaredycat til at lyde lidt for meget som et gymnasieband fra firserne, der lige havde lært at spille kattejammer rock, men publikum dansede og sang med, så det var en fryd at se på.


Scaredycat

Anderledes professionelle var 1 2 3 4, der var blevet hevet ind i sidste time som afløsningsband, men det lod drengene sig ikke anfægte af og spillede en stærk og medrivende koncert med en meget karismatisk skyggebokser Rune Hedeman i forgrunden. De stramme kompositioner blev leveret overbevisende og bandet beviste, at selvom man er til indie-festival, så skader det ikke at bruge tid i øvelokalet.


1234

Da Secret Shine indtog scenen som næstsidste band var publikum ved at være på kogepunktet, og de tog rigtig godt imod den britiske gruppe, der var mindst lige så overbevisende på scenen, som 1 2 3 4 var det. Måske kan bandet klandres for at have kigget lidt for dybt i den store trylledrikskrukke, som bands som Lush og Slowdive også har drukket af, for inspirationskilderne blev til tider lidt for tydelige. Det gjorde dog ikke bandets optræden ringere, for når man kan fremtrylle stærke og umiddelbare melodier midt i et smukt lydinferno med Kathryn Smiths guddommelige stemme som evig ledestjerne, så gør det mindre, at man lyder som noget andet.


Secret Shine

Hvis publikum var på kogepunktet under Secret Shine, var det intet i forhold til de ekstatiske højder som ultranørden Erlend Øye kunne fremkalde med The Whitest Boy Alive. I godt og vel en time holdt den glade gruppe publikum fanget på dansegulvet, med et sært, men alligevel meget umiddelbart mix af synthesizere, lounge, rock og pop. Poprevo startede smukt, sørgmodigt og stille med Montgolfier Brothers og blev lukket med fest, farver og fællessang med The Whitest Boy Alive, og det kunne ingen havde ønsket bedre.


The Whitest Boy Alive

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af