Sterling

Sterling har noget at leve op til efter to succesfulde udgivelser med debutalbummet ‘Solo danser mama sjus’ og sidste års minialbum ‘Estadio Camp-let’, der begge rev massiv radiotid af sig. Der er dog ingen grund til at tro, at succesen ikke gentager sig, for på ‘Yndigt land’ fortsætter bandet med at kaste om sig med sjaskcharmerende melodier og brandgode tekster, der ofte har et tilbageskuende skær.

At lave god pop er svært og en kvalitet i sig selv, men at være i stand til at lave den så utroligt fængende som Sterling gør, er alligevel imponerende. Der bliver eksperimenteret lidt mere med musikken nu, og det giver et mere åbent og afvekslende udtryk. Det er dog fortsat umiskendelig Sterling med fart over de legende instrumenter og en skelen til 80’ernes rockmusik. Teksterne har stadig et smånaivt udgangspunkt, men er samtidig også rige på finurlige ordspil og med lige så mange lag som en bryllupskage.

Førstesinglen, ‘Ikke rigtig i mit hoved’, har allerede været Ugens Uundgåelige på P3, og der er flere oplagte hits som ‘Bagfra’ og ‘Den totale fred’, der begge på smuk vis besynger besværlig kærlighed og de små fejltrin man begår undervejs i livet. Men hvor især albummets begyndelse er rigtig stærk slipper krudtet lidt for hurtigt op, og eksempelvis ‘Danmarksmester i psykologi’ mangler det bid, der ellers er så rigeligt af.

Sterling. 'Yndigt land'. Album. Crunchy Frog.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af