Gorillaz
Genistregen Gorillaz har for længst overtaget musikverdenen. Ja, faktisk er de tegnede helte, Murdoc, Russel, 2D og Noodle, allerede på vej videre. De har pakket sagerne og stukket af fra deres tilholdssted Kong Studios, når vi igen får lov til at kigge forbi. Studiet, der kendt fra gruppens hjemmeside, er godt hærget, som en rigtig rockstjerne-hybel bør være det.
Jamie Hewlett grafiske univers imponerer endnu engang, når man navigerer sig igennem bygningens fire etager og besøger de otte mulige rum, inklusive Murdocs kærlighedsrede, hans smadrede Winnebago. Hvert rum tilbyder naturligvis forskellige videoindslag, og mens universet imponerer, så skuffer videoerne i længden.
Godt nok er det fedt at genopleve de visuelle perler til de ligeså gode hits fra ‘Demon Days’: ‘Feel Good Inc.’, ‘Dare’, ‘Dirty Harry’ og ‘El Mañana’, men dvd’en indeholder nærmest ikke andre sange end de fire i forskellige udklædninger. Man kan se videoerne, skitse-videoer og live-optrædener af sangene. Så mens de fungerer isoleret set, så er det ikke noget man kan sidde og se i træk uden at blive helt hjernevasket.
Live-optrædenerne er dog klart dvd’ens højdepunkt. Det utrolige tredimensionelle visit ved MTV Europe Music Awards 2005 er ganske enkelt genialt og lækkert at genopleve, ligesom opførelsen af ‘Dirty Harry’ ved årets Britpop Awards er god med et kæmpe børnekor og strygere. Det fungerer på samme måde som ‘Demon Days’ live-dvd’en gjorde det.
Vi får ellers alt fra mobiltelefon-reklamer, album-reklamespots, takketaler, interviews eller med andre ord, alt hvad Hewlett og Damon Albarn har kunnet hive frem af arkiverne. Ligesom den medfølgende cd-rom byder på baggrundsbilleder til skrivebordet på din computer, screensavers plus 16 små spil. Meget lir, men spillene er faktisk meget fængende i al deres enkelthed.
Så der er nok at give sig i kast med, men langtidsholdbarheden er tvivlsom.