Gotan Project – house-tango-rave
Gotan Project havde atter lagt vejen forbi Danmark. Under Copenhagen Jazzfestival, da sommeren var på sit højeste, og ikke mindst varmeste, blæste de Operaen omkuld med deres særlige elektroniske tango. Denne gang havde de valgt at indtage Store Vega, hvor publikum på ny blev revet med af blandingen af tango og elektronisk musik – og lad det være sagt med det samme – de leverede et genremix af høj, høj kvalitet.
Mændene bag Gotan Project er den argentinske guitarist Eduardo Makaroff, Philippe Cohen Solal fra Paris og schweiziske Christoph H. Müller, der styrede samples og beat-programmeringen bag en stor hvid pult. De blev akkompagneret af syv kompetente musikere på henholdsvis violin, cello, klaver, vokal og den karakteristiske harmonika-lignende bandoneón. Alle ti klædt i hvidt. Bag dem løb blandt andet natlige scenarier fra Buenos Aires og den argentinske pampas henover lærredet som en passende visualisering af den forførende musik.
Forførende var tango-projektet nemlig på flere planer. Når tempoet blev trukket ned og den smukke, mørklødede Cristina Vilallonga lod sin spanske vokal beklæde tangorytmerne, var publikum vidne til et sensuelt og dragende epos. Men det var ikke det eneste sanseindtryk det argentinsk-parisiske ensemble kunne byde på. Klassiske rytmer, elegante samples og sidst, men ikke mindst, en tung bas, der var et svedigt dansegulv værdigt.
Efter det store orkester havde forladt scenen første gang havde publikum langt fra fået nok. Resultatet var ekstranumre, hvor de ti musikere leverede noget, der nok mest mindede om et house-tango-rave af højeste karat. Blandingen af genrerne blev mestret til perfektion, og da den danske violinist Line Kruse blev hevet frem i centrum og efterfølgende gav alle strenge tæsk, væltede musikken for alvor ud over scenen.