The Last Town Chorus
Albummet ‘Wire Waltz’ er duoen Nat Guy og Megan Hickleys opfølger til deres meget roste, selvbetitlede debutalbum. Megan Hickleys tekster og stemme står igen i forgrunden oven på lette strøg af lap steel og akustisk guitar. Teksterne giver til tider en god stemning af weltschmerz og dyster storbyfølelse, men i længden falder det sammen ved ikke at levere smerten musikalsk.
Megan Hickley synger sine sange, med en teknisk flot, men lidt for neutral, stemme, der ligger et sted mellem tydelige forbilleder som Gillian Welch, Hope Sandoval og Heather Nova, uden at ramme Novas høje toner, Sandovals melankoli eller Gillians drevne blue grass twang.
Tilbage står følelsen af, at Hickley er et behageligt selskab. Sådan i baggrunden. På en poppet singer-songwriter-vis, der løftes et hak op af tonerne fra hendes lap steel guitar. Men også kun et lille hak. For den er behagelig på samme måde, som den der baggrundsmusik på et kursted eller som ventetone-pop i telefonrøret.
Bedst er hendes fortolkning af David Bowies ‘Modern Love’ og den viljefulde ‘Caroline’, som får albummet til at dufte let af klasse. Ellers emmer det af metervare fra højtaleren. Alligevel sidder man tilbage med følelsen af, at Megan Hickely må være ret fantastisk live. Og at hun på en lille, intim scene, besidder en kraft og vilje, som hun bare ikke formår at indspille.