The Magic Numbers

Man aner næsten uro allerede på albummets første sang, for hvorfor er det lige, at der skal over et minuts opbygning til, før The Magic Numbers gider sparke en ellers fængende popsang i gang? Tja, hvem ved? Men det er i hvert fald et gennemgående fænomen på den britiske søskende-kvartets andet album.

En popsang rammer normalt plet takket være en simpel, uimodståelig melodi, og dem har The Magic Numbers egentlig en hel del af, men hvor andre popstjerner, så stopper inden det hele bliver trivielt, og efterlader os sultne efter et lyt til, så går briterne desværre ofte over stregen.

Flere af sangene er oppe på fem-seks minutter, uden at de ekstra minutter bringer noget nyt på bordet. Og det er synd, for søskendeparrene Stodart og Gannon laver absolut gode sange, der stadig tyder på en vis fascination af 60’erne og dens søde popmusik og fine vokalharmonier a la Mamas And The Papas.

Som på debutalbummet begiver bandet sig ud i alt fra up-tempo numre, som det ganske fantastiske ‘Take a Chance’, og til helt afklædte, følelsesmættede øjeblikke, som ‘All I See’. Specielt de rolige, mere folk/country-inspirerede sange får mere plads på ‘Those the Brokes’, og med strygere og mundharmonika fungerer det sådan set også fint, men det er desværre ofte her, at kvartetten har svært ved at begrænse sig selv.

Så mens The Magic Numbers beviser, at de stadig kan levere smukke øjeblikke for hele familien, så kunne en ekstern producer måske have lært dem at skære de overflødige minutter væk.