Mogwai

Efter stilheden kommer stormen. Den opskrift har næppe være nedskriflet med federe bogstaver end i skotske Mogwais musikalske menukort. Derfor kommer det også som lidt af en overraskelse, at de skotske shoegazere har skruet volumenknappen markant ned fra det blandt koncertgængere velkendte totale maks til nærmest under halv styrke på soundtracket til dokumentarfilmen om en af nyere tids største og mest betitlede fodboldspillere, franske Zinédine Zidane.

I dokumentarfilmen ‘Zidane: A 21st Century Portrait’ følger 17 synkroniserede kameraer ikke bolden men derimod den tidligere Galactico-spiller i en hjemmekamp på Santiago Bernabeu stadion for Real Madrid i en spansk ligakamp i 2005 mod Villareal. På papiret kan Mogwai virke som et noget mærkeligt valg som den lydmæssige kulisse til det projekt. Men de skotske musikeres store interesse for fodbold har sikkert givet bandet en bedre grund end længe for at lave et album.

Som musikalsk værk uden film afspejler det sig dog ikke rigtigt. For modsat skotternes seneste album – det medrivende og rigtig vellykkede ‘Mr. Beast’, hvor bandet efter en længere, forpustet periode igen havde fundet den musikalske stormform – er udtrykket nu simplificeret i en grad, der ikke er hørt fra de kanter tidligere. Selv om det er en velspillet og som altid fantastisk produceret collage fra Mogwai, så er kompositionerne i deres nærmest nøgne enkelthed for stillestående og når ikke rigtig et mål, som skotterne med stor træfsikkerhed ellers altid har sigtet imod.

Mogwai. 'Zidane a 21st Century Portrait'. Album. PIAS/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af