The Blue Van har været godt i gang med at indtage USA de seneste måneder med deres effektive og energiske rock’n’roll. Til januar er de klar med deres andet album, ‘Dear Independence’, og bandet ser frem til at komme tilbage og spille for deres hjemmepublikum.
Forsanger og guitarist fra The Blue Van, Steffen Westmark, fortæller her om de tre albums han mener, har været de bedste i 2006.
![]() | The Raconteurs – ‘Broken Boy Soldiers’ Lyt til numre fra albummet her website Læs Soundvenues anmeldelse her |
»Det er et fedt album, hvor man kan fornemme, at bandet består af virkelig gode musikere. Dette bliver i høj grad også bevist, når man ser dem spille live. Jeg oplevede dem for nylig på en amerikansk festival, og det var første gang i lang tid, hvor jeg så et band, der, udover at være afsindigt gode musikere, kunne lide at spille og der opstod en slags musisk magi mellem bandmedlemmerne. Jeg tror, at de med tiden kunne gå hen og lave noget, der var endnu mere fantastisk«.
![]() | Ray LaMontagne – ‘Till The Sun Turns Black’ Lyt til numre fra albummet her website |
»Første gang jeg hørte ham, troede jeg han var en sort mand på 50 år, fordi han har så meget soul, når han synger. Men det viser sig, at det er en ung hvid mand på 30 år, og han er virkelig dygtig. Det er et fantastisk album, netop fordi man kan høre, hvor fed en sanger og sangskriver han er. Eftersom jeg selv er sanger, er det selvklart noget af det første, jeg lægger mærke til, når jeg bliver præsenteret for nye kunstnere«.
![]() | Aberdeen City – ‘The Freezing Atlantic’ Lyt til numre fra albummet her website |
»Under vores seneste turné i USA, var der et amerikansk band med, som hed Aberdeen City. Deres seneste album er jeg blevet rigtig glad for, på trods af, at det normalt ikke lige er den musikgenre, jeg begår mig allermest i. Men jeg begyndte at kunne se en masse nuancer i deres musik efter at have hørt dem spille live flere aftener i træk. De spiller en omgang intelligent popmusik, som de tilfører nogle forskellige twists«.
Hvad er det bedste, der er sket for musikken i 2006?
»Det er, at der er så meget fokus på dansk musik lige nu. Nok mere end nogensinde. Danske bands gør sig virkelig godt uden for landets grænser, hvor eksempelvis Dúné, Figurines og Oh No Ono er en del af en bølge af nye talenter, som er på vej frem. Jeg tror, Danmark er ved at få et comeback som en musiknation, og måske er der endelig ved at komme mere spot på os end Sverige og Norge«.
Deltag i Soundvenues store brugerafstemning om årets bedste album og vind billetter til Roskilde Festival her.