Dizzee Rascal vil være at finde på b-side-nummeret ‘Temptation Greets You Like Your Naughty Friend’, der udsendes sammen med førstesinglen ‘Brainstorm’ fra Arctic Monkeys nye album. Der har længe været spekuleret i, hvilken retning Sheffield-bandet ville tage efter succesdebuten ‘Whatever People Say I Am, That’s What I Am Not’ og nu har vi måske fået en del af svaret. Dog forlyder der ikke noget om, hvorvidt Dizzee Rascal, der regnes blandt pionererne indenfor Londons grimescene, også vil være at finde på nogle af numrene til det Arctic Monkeys-album, ‘Favourite Worst Nightmare’.
‘Brainstorm’ vil udkomme som 7", 10" og cd den 16. april, mens det allerede fra den 2. april vil være muligt at downloade nummeret. Selve albummet udsendes den 23. april. I mellemtiden vil Arctic Monkeys spille en række koncerter, heriblandt én i Store Vega den 8. marts. I disse dage turnerer bandet rundt i England med deres nye materiale, og afholder koncerter, der først annonceres i sidste øjeblik. Således offentliggjorde Arctic Monkeys for eksempel først i går, at de i aften vil spille i Warrington.
Allerede i aften vil der være mulighed for at høre førstesinglen ‘Brainstorm’, idet radioværten Zane Lowe i sit program på BBC’s Radio One har fået lov til at spille nummeret. Programmet starter klokken 20.00 dansk tid.