Fu Manchu

Nogle bands bliver blødere med årene, men Fu Manchu udviser her på deres ottende regulære album absolut ingen tegn på at degenere til musikalsk søbemad. Tværtimod. For der går ikke mange millisekunder før de telefonpælstykke riffs pøser ud af højtttalerne og styrtbader ørerne i højoktan fuzz-guitar.

Dinosauren fra den californiske ørken er med andre ord vågnet igen, og dens morgenånde lugter stadig som en diæt af tung, støvet stoner-rock og fyrrig punk. Netop den jernhårde genre-sammensvejsning har Fu Manchu længe dyrket, og det er der ikke lavet afgørende om på.

Alligevel er det nye udspil måske deres mest kompromisløse til dato. Det er en total magtdemonstration ud i dum, beskidt cro-magnon-macho-musik, rendyrket til det ekstreme. Teksterne kan man ikke skrive doktorafhandlinger om og kompositionerne går lige efter nosserne. Men pyt, det virker nu altså forbandet effektivt alligevel, når det bliver spillet af et band, som er mere tight og nådesløst end mekanikken i en granatkaster fra Bofors. Selv The Cars-covernummeret ‘Moving in Stereo’ er muteret til noget langt mere voldsomt end Ric Ocasek nok nogensinde kunne have forestillet sig.

Sangenes imponerende tyngde og seje konsistens bliver dog i sidste ende også en akilleshæl. Selvom det er forfriskende med en sonisk mavepuster af denne klasse, så sidder man tilbage efter de 11 numre og nærmest snapper efter vejret. Det forekommer derfor som et kløgtigt træk at begrænse den brutale udladning til godt 35 minutter for denne gang.