Sideshow
Dub er en livsstil. En måde at klæde sig på og sjoske ned ad gaden på. Ligesom rockattitude med nittebælte, stramme jeans og faste skridt er det. Dub er bare ‘loose fit’ og fjernt fra et liv i overhalingsbanen. Selv udtrykket ‘sex, drugs and … rub’a’dub’ gælder for livet i inderste kørebane. Her reflekteres der over livet, mens musikken tygges langsomt i selskab med en joint, og bassen får højtalerpappet til at ryste af skræk.
Sideshow er en sidetilværelse for Fin Greenall, der har udgivet ‘abstrakt hiphop’ under navnet Fink på det hæderkronede Ninja Tune. På det selvbetitlede album har han opsamlet sine numre og remixes siden 2003, hvor han forklædt som Sideshow startede med at brygge musik på sine dub-gener. Indledningssatsen ‘Music for You’ er ukompliceret downbeat, men med finesserne i orden, og efterfølges af overraskende, nordpolsk dubstep på ‘Polar Beer Dub’ samt atlanterhavsdybe basstød og et par heftige slag på ekkofjederen på ‘You’ve Changed Dub’.
Variation lønner sig, hvilket Greenall uden tvivl har indset og gået på jagt efter de ufine kanter i jazz-formlen og dyppet tangenterne i deephousens lyksaligheder på ‘The Slide’. Dermed overlades ordet til de prominente remixere, der varetager sidste halvdel af pladen. John Tejada leverer et fix af melodisk crackhouse, mens techno-talentet Mathew Jonson skuffer ved ikke at have drejet på mixerpultens grundindstillinger i flere år. Deephouse-specialisten Jesse Rose tager til genmæle og sætter et varmt punktum for en sjælden set, sympatisk og imødekommende udgivelse.