Arctic Monkeys – from the rubble to The Ritz

»Skal vi spille en gammel eller en ny?«, spurgte den unge frontmand Alex Turner høfligt det heftigt svedende publikum halvvejs gennem koncerten. Og der var igen tvivl. Det stopfyldte Store Vega var ikke på jagt efter friske sange og nye indtryk. De ville have uforfalsket engelsk pub-stemning.

Og det fik de heldigvis, for Sheffield-drengene var rundhåndet med de etablerede hits fra deres succesombruste debutalbum. Når uimodståelige sange som ‘I Bet You Look Good on the Dancefloor’, ‘When the Sun Goes Down’, ‘Fake Tales of San Francisco’ og den afsluttende ‘A Certain Romance’ blev blæst ud fra scenen, kogte salen totalt. Fadøl fløj gennem luften, knyttede hænder pumpede i luften, de unge fans kæmpede med at holde balancen i den voldsomme tumult, og lungerne blev testet til bristepunktet, når alle sang i kor med Turners hæse stemme.

Det var dog uundgåeligt med en frisk flaske eddike til de velkendte chips, for Arctic Monkeys er i øjeblikket på turné for at promovere deres nye album, ‘Favourite Worst Nightmare’, der udkommer næste måned. De tillod sig at snige hele syv nye numre ind i settet, men det gled faktisk forbløffende let ned. Selvom temperaturen dalede svagt i takt med genkendeligheden, så viste den aktuelle single, damplokomotivet ‘Brianstorm’, og den mere melodiøse og blide ‘Fluorescent Adolescent’ vejen for det nye materiale. Det lover godt.

Det kan godt være, at England for tiden er viklet ind i neontøj, glow sticks og rockbands, der opfordrer publikum til at danse i stedet for at synge med, men det synes ikke at røre Arctic Monkeys. De er ikke et modeband og har aldrig været det. Torsdag aften handlede det kun om musikken – på godt og ondt, for der er sgu ikke meget showmen over drengene – og det var ganske befriende. Arctic Monkeys er i færd med at etablere sig som et af tidens stærkeste rockbands.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af