Bob Dylan – næsten ufrivilligt komisk

Bevares. Seancen startede sådan set ganske fint, da Dylan entrede Forums store scene til et andægtigt jubelbrøl fra det tændte publikum. Men efter et par numre stod det hurtigt klart, at noget var helt galt med Dylans stemme – eller mangel på samme.

Den karakteristiske nasale vokal er efterhånden blevet nærmest ufrivillig komisk at lytte på. Som et gurglende forpint dyr stønnede og sukkede Dylan sig gennem sit enestående bagkatalog. Fraseringerne var både mærkværdige og bizarre, og teksterne var nærmest umulige at genkende, selvom man har hørt de velkendte sange tusinde gange før.

Selv under udødelige klassikere som ‘Like a Rolling Stone’ og ‘Visions of Johanna’ var det svært at trække på andet end smilebåndet, over den måde de blev serveret på. Sørgeligt. Men én ting er stemmen. Et andet og lige så kedeligt faktum ved Dylan i disse år er hans mærkværdige omarrangering af samtlige numre, så de alle ender med at lyde ens.

Efter to timers søvndyssende bodega-blues burde selv Dylan indse, at alting har en ende. Ellers ender det med, at han fuldstændigt spolerer sit gode navn og rygte. I stedet burde han holde sig til at indspille plader og skrive nye sange, så han kan forblive vedkommende.