Radiohuset Rocker

Kolde fadøl blev langet over disken. 19 lune rockfrikadeller blev serveret på højttalernes paptallerkner. Radiohuset rockede traditionen tro en sidste gang inden DR flytter til Ørestaden. Soundvenue var med.

»Almindelig eller classic?«, lød spørgsmålet i fadølsbaren, da tørsten skulle slukkes. Flere valgmuligheder skulle man ikke belemre sig selv med denne lørdag. Desværre skulle samme spinkle udvalg vise sig at være symptomatisk for musikken til den femte udgave af Radiohuset Rocker. Man måtte i flere tilfælde nøjes med at forkæle sig selv med retrobryg eller bide i normalitetens skum. Også selvom plakaten viste 18 danske bands og Under Byen iscenesat med Radiounderholdningsorkestret til at runde aftenen af. Der findes eftersynkroniserede tyske erotikfilm, der er mere ophidsende end det koncertprogram, og måske led arrangementet derfor ofte af halvtomme scener og svigtende publikum.

De fleste navne havde dybe rødder i den klassiske rocketikette, der fordrer den vigtige balancegang mellem fornyelse og tradition, mens enkelte bands stak ud som fødekædens vilde misfostre. Heldigvis. Alene af den grund, at DR som danskernes fortrukne radiokanal stort set kan vælge og vrage fra alle hylder af vækstlaget, fik forventningerne til nyopdagelser i vejret. Det er prisværdigt at sætte kvalitetstid af til at præsentere kunstnere, der sjældent får airplay eller er modstandere af at skrive et treminutters pophit. Men da forventninger og udbytte skulle gøres op, var der kun få ubetinget positive indtryk på notesblokken. Det skulle vise at være de bands, der havde internationalt potentiale og givet nyt liv til henholdsvis den hjemlige metal- og rockscene: Volbeat, Lily Electric og de unge The Floor Is Made Of Lava.

Det blev også til et vemodigt, men nødvendigt farvel til Radiohuset som værtsramme. For lige så charmerende Vilhelm Lauritzens fredede Radiohus-bygning fremstår, lige så lidt egner den sig til minifestival. Bare tanken om køen af 500 mennesker, der skal ud og ind ad samme dør i på hovednavnsscenen i Studie 2, er en logistisk dødssejler. De nye muligheder i Ørestaden kan kun gøre oplevelsen bedre.


Grindsted-bandet KLoAk spillede toksinrock.

Himmel, helvede eller Grindsted
Grindsted-bandet KLoAk havde fået sin chance som første band på scenen i Studie 4. Programnoterne antydede, at de kom fra helvede. Selv sagde de himlen. I så fald er en e-mol gennem overdrive-pedalen lig med englesang og den midtjyske by andet end dødens pølse. Det var en brat opvågnen at opleve kvartetten kickstarte kvælden med direkte reference til hedengangne Düreforsög, der også lod rigeligt med toksiner sive ned i sit musikalske grundvand. Vokalen var til tider ubehjælpsomt falsk og guitarakkorderne klingede som var det uforståelig tågesnak fra psykriatrisk skadestue. KLoAk bevægede sig rastløst rundt mellem avantgarde trashmetal, schlager-indfald og tribal chakra-sang uden at finde et fast ståsted.


Et tilbagelænet Murder havde inviteret publikum ind i dagligstuen.

Pålidelige visdomsord uden nødstrøm
Lider man af ungdommelig ild i røven, vil man få akut stress, når Anders Mathiasen med sjælesørgende guitarfingerspil akkompagnerer forsanger Jacob Bellens. Sammen bruger de nemlig evigheder på at synge om sneklædte bjerge og huller i skoen. Duoen Murder havde til lejligheden suppleret sig selv med håndstrøgen cello og bas, der lagde albummet ‘Stockholm Syndrome’ til rette i livelænestolen uden at få dårlige nerver til trods for rod i DR-teknikken.

Efter strømmen gik midt i tredje nummer blev deres nærværende, akustiske set afsløret som let forstærket. Upåvirket fortsatte de mikrofonløse, blot endnu mere sagte, og vuggede sig gennem countryens pålidelige visdomsord udenom upålidelig nødstrøm. Her suser vinden vidunderligt henover prærien og hverdagen indtages i slowmotion. Og så skal det bemærkes, at Bellens’ truckerkasketklædte, rustne baryton tåler sammenligning med Kurt Wagners morfarrøst fra amerikanske Lambchop.


Maria Køhnkes americana-viser lyste kun glimtvis op.

Så korrekt, det blev forkert
Ved siden af på Studie 2’s hovedscene stod americana-sangerinden Maria Køhnke. Hun har radiotække, hun har spillet sammen med de rigtige folk – Kira & The Kindred Spirits og Swan Lee – og fået Sune Wagner fra The Raveonettes til at skrive en sang til hende på debutalbummet ‘Collector’, der udkom i januar. Den kompetente Emil de Waal på trommer og Kashmirs bassist Mads Tunebjerg præsenterede hendes yndefulde fremtoning og skønne vokal på bedst tænkelige måde.

Men det hele var så korrekt, at det blev forkert. Der mangler at blive gået adskillige omveje væk fra guitarens grundakkorder, der mangler flere lærerige fejltagelser, der mangler flere ridser i Chanel-neglelakken og der mangler nærværende lyrik, før de nysgerrige fimrehår begynder at rejse sig. Med mulighed for forbedringer spiller Maria Køhnke indtil videre rock, der ikke rokker ved noget.


Volbeats frontkølerfigur Michael Poulsen viser, hvilken vej salgstallene går.

Sværdslag fra en hylende hund
Blandt aftenens alt for få højdepunkter var bandet, der står bag tidens mest populære danske metalalbum. Volbeat topper i øjeblikket albumhitlisten som det tredje bedst sælgende danske band. Blandingen af korporlig metal og pomadeglinsende rockabilly-evergreens er en del af forklaringen. Frontkølerfiguren Michael Poulsen bærer både pinup-tatoveringer og synger som en hylende hund fra Graceland. Og så er han ikke mindst en ‘natural born’ showmand med spilleglæde og fantække helt op til bagerste række af Studie 2.

Backingbandet leverede sværdslagene millimeterpræcist, så man kun kan blive imponeret over disciplinen i øvelokalet. Johnny Cash fik et par maverungende ord med på vejen på ‘Sad Man’s Tongue’ og Volbeat afsluttede seancen i fællesskrål med oplagt gæsteoptræden af Johan Olsen fra Magtens Korridorer på ‘The Garden’s Tale’. Se, det er her Music Export Denmark skal lægge skattekronerne.


The Floor Is Made Of Lava lagde glohed gulvvarme ind i et fyldt Studie 4.

Gulvarme under opsejling
The Floor Is Made Of Lava ligner et hit under opsejling. Sidste år, samme sted delte de håbefuldt demoer ud med sangen ‘Told Her I’m From Compton’, der som bekendt blev ørehænger i P3’s Elektriske Barometer. Denne gang stod de selv på scenen, mens publikum forventningsfuldt stod i kø foran Studie 4. Bandet kvitterede med hjulbenede energiudladninger og dansabel discopunk, der suger næring fra et sted mellem Dead Kennedys og The Clash i frontalkollision med Maxïmo Park.

De er beviset på, at Radiohuset Rocker ikke plukker sin frugt for tidligt eller for sent. Selv er The Lava ikke modne nok til at spille mere end syv numre uden at blive forpustede. Og som de fleste andre af dagens bands har de alligevel en pladekontrakt. I front stod forsanger Thobay K med sin karakteristiske spoken word-sang og sniksnakkede sig til et pusterum mellem hvert nummer. Drenge, I bør tage i fitnesscenter eller spille langsommere.


The Blue Van manede rockånden fra 70’erne frem.

Indstuderet modefarve
Inden nordjyske The Blue Van gik på, kunne man på den uofficielle del af programmet opleve denimelskeren Guf fra Baby Woodrose stille dåseøllen, gribe guitaren og give et nummer i foyeren. Improviseret lige fra hoften. Det kan man ikke sige om The Blue Van. Nordjyderne virkede oplagte efter at have turneret succesfuldt i USA, og skulle overbevise et fyldt studie om, blå er den nye modefarve. Det var et dyk ned i 70’er-rockens ranglede rollemodeller tilsat et skud The Who-fascination, som de har gjort så mange gange før. Men vildskaben, springene på scenen og den utæmmede energi fra fortiden virkede ovenud indstuderet.


Under Byen fik dagens sidste ord.

Ubalancerede sidste ord
Aftenens skuffelse stod hovednavnet Under Byen for. P3’s Jan Sneum undskyldte på forhånd den stort anlagte koncert i Radiohusets Koncertsal med manglende forberedelse mellem Århus-bandet og Radiounderholdningsorkesteret. Men det var ikke det eneste, der haltede. Bandet stod placeret i højre side af scenen, hvor de med fordel kunne have indtaget podiet foran orkestreret. Parkettet havde absolut intet overblik over begivenhederne og balancen mellem strygersektionen og Under Byens forstærkerpark var uden respekt for de sarte klange. Og det blev ikke bedre. Normalt serveres musikken i koncertsalen på kongeligt porcelæn, men i aftenens anledning blev Under Byens serveret uinteressant på højttalernes paptallerkner.

Dermed blev det et mindre heldigt punktum for Radiohuset. Det var sidste gang, det var muligt at høre forstærket rock og rul, inden udflytningen til DR Byen i Ørestaden. Allerede til næste år vil Radiohuset huse skønsang, violinpiger og tubadrenge, når Det Kgl. Danske Musikkonservatorium overtager gemakkerne. Og så kan Frederiksberg-naboerne atter hænge vasketøjet til tørre udendørs, uden fare for vildfaren rocksmuds.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af