Mice Parade

Det er godt at have noget at falde tilbage på. Bliver man pludselig i tvivl om det seneste indkøb af heftigt hypede og gejlede new rock-bands egentlig kan udvikle sig til mere end en flygtig flirt, og savner man et mere stabilt forhold, så står garvede, amerikanske Mice Parade klar i kulissen. Ikke at de faldbyder varerne som en afdanket, behagesyg bænkevarmer. Nej, Mice Parade, der er personificeret i Adam Pierce, danser efter egen pibe, og selvom hovedpersonen måske ikke har opfundet hverken helt nye eller forbudte trin, så er det både rart og spændende.

Pierces’ fortid i støjrockbandet Swirlies fornægter sig ikke. Fræsende melodiske guitarfigurer udgør ofte omdrejningspunktet, mens der varieres med veldoseret melankoli og sfærisk art-rock eksempelvis i ‘Double Dolphins on the Nickel’ og rytmisk veloplagthed som i den spændstige ‘The Nights After Fiction’. Der foregår ting og sager i Mice Parades lydbillede ved hjælp af enkelte virkemidler, og Pierce får elementerne til umærkeligt at spille sammen som et organisk hele, der aldrig kollapser.

All right, det ville nok være en tilsnigelse at sige, at det ligefrem er tindrende magisk, det vi har at gøre med her. Så høje skylag nås trods alt ikke. Men Pierce kommer langt med sin intuitive melodi-tæft og lysten til at gøre, som det passer ham, og har således lavet en stor, lille plade.