Natasja omkommet i bilulykke

Den 32-årige danske rapper Natasja er omkommet i en bilulykke på Jamaica. Med i bilen var hendes veninde, sangerinden Miss Mukupa, der dog slap uskadt, skriver B.T..

Natasja var uden sammenligning Danmarks mest populære og respekterede rapper. Sidste sommer vandt hun som den første ikke-jamaicaner den store ‘Big Break’ mc-konkurrence på Jamaica foran mere end 700 deltagere og understregede dermed sit enorme vokale talent. Det skaffede hende for nylig også en tur i studiet med reggae-legenderne Sly & Robbie.

Natasja fik sidste år også et folkeligt gennembrud i Danmark med solodebuten ‘Release’, ligesom hun høstede megen omtale for sin gæsteoptræden på Bikstok Røgsystems monsterhit ‘Cigar’. Hun havde en omfattende turné foran sig denne sommer.

Natasja havde desuden en fortid side om side med Miss Mukupa i gruppen No Name Requested, og hun nåede at turnere med så respekterede navne som Queen Latifa, Das EFX og A Tribe Called Quest.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af