Ryan Adams

Ryan Adams har en tendens til at indspille plader oftere, end vi andre får vasket bilen. I november røg der pludselig otte nye album op på hans hjemmeside. Det meste var noget forhastet juks, men alligevel et tegn på, at kreativiteten stadig var i fuld galop.

Adams’ tiende soloalbum, give or take a few, viser desværre, at kvantitet i sin tid ikke nødvendigvis var nogen forbandelse for den amerikanske sangskriver. Med den høje udgivelsesfrekvens, var der trods alt en vis chance for at finde mere end tre-fire sange, som ikke gik til i tågerne af den efterhånden lidt for velovervejede country-rock.

Her er det kun de enkelte akustiske ballader, der sender tankerne syv år tilbage til dengang, hvor Ryan Adams kunne levere øjeblikke af uhørt skønhed, udelukkende ved hjælp af en guitar, en bajer og en velsignet selvmedlidenhed. Dengang troede vi sgu på ham. Nu sidder vi bare tilbage med en bunke ugidelige Gram Parsons-kopier, og tilmed for noget nær sjette album i træk.

Der er dog endnu ingen grund til at begrave myten om Ryans store talent, for noget kunstnerisk flop er albummet alligevel ikke. Men når mandens eneste nye idé er en sovset 70’er-guitarsolo halvvejs inde i stadionrock-pastichen ‘Halloweenhead’, så skal røven altså op i en noget større afstand fra vandskorpen. Uanset om du udgiver én plade hvert tredje år eller tre plader hvert år.