Sónar Festival 2007

Med et stærkt varieret program var årets Sónar Festival i Barcelona ikke ligefrem noget præcist kompas i det nye elektroniske musiklandskab. Måske skyldes det de senere års indbrud i det elektroniske reservat, hvor både hiphop og r’n’b er blevet tiltagende elektronisk i produktion og udtryk, hvor rocken er blevet hevet helt ind i klubmørket igen, og hvor de faste hovedstammer i house og techno til stadighed udfordres af electroens mere markante lyd og alternative rytmer.

New rave og dubstep
Netop den new rave-relaterede electrolyd ført an af navne som Digitalism, Simian Mobile Disco og Justice, og deres mere poprock-orienterede kusine New Young Pony Club, og London-undergrundens sydende dubstep med navne som Kode 9 & Spaceape, Skream og Various Productions, udgjorde to klareste nye linier i programmet, der snarere gjorde status over det seneste år indenfor klubmusikken, end pegede frem mod det næste. På nær Various Productions, var de alle på programmet til Sónar By Night-festen fredag nat i de enorme haller i byens vestlige industrikvarter, der tæller fire scener og plads til op til 60.000 mennesker. Samme nat bød på hiphop, i form af hitparade fra Beastie Boys, og Dizzee Rascal, der var tilbage for fuld styrke med sit markante flow. Samtidig med at minimal techno-veteranen Richie Hawtin, og et af tidens mest interessante technonavne, Modeselektor, leverede mere end habile dj-sets, var det umuligt at nå det hele. Programlægningen var simpelthen for stram, og når starttidspunkterne samtidig blev rykket både frem og tilbage med over 30 minutter på flere af koncerterne, kunne man godt have ønsket sig at festivalen havde spredt perlerne lidt mere ud over de øvrige festivaldage.


Modeselektor

Dybde og bredde
Udover fredag nat var lørdagens dagsprogram på forhånd det mest tillokkende. Her leverede førnævnte Various Productions en af festivalens stærkeste shows. Første halvvej med tre vokalister, og anden halvvej med de to producere alene bag deres laptops, der skruede helt op for beatene, den dybe rumlende bas, de skarpe synths og den elektroniske percussion.
Med sin hårde, tunge lyd har dubsteppen længe klaret sig fremragende i diverse kældre og mørke klublokaler, og man har kunnet have sin tvivl om, hvor godt genren ville klare sig på en lidt bredere front. Men netop Various Productions, med deres samtidige tilbageblik og respekt for triphoppen og en mere populær tilgang til sangskrivningen, uden at give køb den på den fundamentale dybde, er et bud på et band, der kan forene både de nysgerrige og de mere traditionsorienterede lyttere. Debutalbummet udkom sidste år, men først i år er de blevet klar med det eksplosive liveset, der forrige uge også bragte dem forbi København, hvor de gav koncert på Lab. Man kan kun håbe, at de udsendte fra Public Service Festivalen lyttede med et af stederne.


Various Productions

Japansk powernapping
Med fokus på nye navne fra blandt andet Finland, Japan og Kina fungerede de tre dagsprogrammer ligeledes snarere som et prisme end som et mikroskop på nye musikalske strømninger. Japanske Kazumasa Hashimoto fra selskabet Noble beviste med sin klaverbestrøede melodiøse postrock i moderne middagslurslange numre, der lød som drevent soundtrackmusik i fin forlængelse af Satie og Philip Glass, at nænsomt sjælemasserende tapetmusik er en uudtømmelig genre.
Efter den japanske powernapping kunne kinesiske White passende tage over med et show af støj i feedback, der lød som Velvet Underground på en avanceret karaoke bar, insisterende på at spille deres egne numre, som de havde glemt, men alligevel formåede at genfinde i lange repetitive passager.

Gotisk primalskrig
Blandt de mange overbevisende, men dog ikke desto mere overraskende, koncerter i dagsprogrammet var også canadiske Junior Boys‘ tilbagelænede udendørskoncert, hvor forsanger Jeremy Greenspan snarere lignede en IT-fyr, der lige havde parkeret sin porsche, end en international rockstjerne, og de amerikanske dronekræmmere Sunn O))) gotiske primalskrig, der kunne være første tone fra Justices ‘Waters of Nazareth’ strukket ud i 60 lange minutter. Et øjeblik spændt ud i evigheden.
Først ti minutter inden slutningen, skete der en egentlig udvikling, da det tågede blå scenelys skiftede til klart hvidt, og man kunne fornemme silhuetten af duoens medbragte sanger blive til en mand med en stram sort maske under en platinblond paryk og spændt inde i et en blodstænkede hørsæk, med kun et lille hul til den jernbeslåede underarm, der holdt mikrofonen i et fikseret greb under hele koncerten. En klar kraftanstrengelse, og i sandhed lidt af et freakshow.


Sunn O)))

Show og musik
Performance og udtryk var i det hele taget noget, der blev leget med under flere af festivalens koncerter. Tiltrængt, kunne man også mene, eftersom et flertal af festivalens shows stadig blev leveret af to fyre danderende bag enten pladespillere eller laptops. Blandt de der for alvor gjorde noget ud af formener var den britiske sangerinde og udklædningsprinsesse Planningtorock og den gennemkitchede amerikanske drengeduo Hey Willpower, der med inspiration fra henholdsvis artrock fra halvfjerdserne og boybands fra halvfemserne desværre langtfra kunne matche deres performance-energi med deres musik.


Planningtorock

Begge fungerede dog som oplagt optakt til koncerten med de aldrende artrockere DEVO, der kom forbi på deres genforeningsturné og spillede koncert lørdag nat, hvor den gamle Sónar-kending Miss Kittin rundede festivalen af.
En festival med få overraskelser og få klare pointer, men dog også en festival, der pegede i tilpas mange retninger, og netop på den måde formåede at tage temperaturen på et musikalsk landskab i opbrud.


Miss Kittin

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af