Lørdag: Danmark – Sverige uden taberdom (af Kristian Keller)
Lørdagens koncerter i Århus trak mange paralleller til den fodboldkamp, der skulle vise sig at blive det største tilløbsstykke og samtaleemne på årets Spot Festival.
For selvom Murder (igen, igen) leverede en stemningsmættet og smuk koncert fra dagens start, så var danskerne lidt langsomme om at komme ud af starthullerne på en grå, tømmermandspræget lørdag middag. Så der var frit løb mod mål for vores svenske naboer, og ligesom på grønsværen var de ikke langsomme til at udnytte situationen.
Først var det Love Is All, der fyrede op under stemningen i Ridehuset. For selvom bandet var ankommet for sent og måtte låne gear, så beviste svenskerne, at de har fået strammet liveshowet op siden sidste Danmarksbesøg. Ikke mindst Josephine Olausson leverede sin skingre, desperate vokal i overbevisende stil og satte gang i Love Is Alls poppunk. Dog var det et betragteligt minus, at bandets femte medlem, en saxofonist, ikke var til stede. Hans saxofon har nemlig altid været med til at give kant til svenskernes ellers tydelige fascination af 60’er-bands som The Slits og The Raincoats. Det fungerede dog uden og Sverige var sikkert fra start.
Love Is All
Og blot ti minutter efter Love Is All stod landsmændene fra Lo-Fi-Fnk klar på Officerspladsen til for alvor at sende danskerne i tænkeboksen. For selv ikke årets festivals værste programlægning kunne stoppe den kække duo + gæstetrommeslager i at opfordre til fantastisk synth-pop-fest. Ligesom Love Is All viste Lo-Fi-Fnk et helt andet niveau end da de gæstede københavnske Loppen for noget tid siden. Leo Drougges vokal var ikke mindst meget mere kontrolleret og gjorde hvad den skulle, nemlig komplimentere de stærke synthflader og beats, som duoen lader til at have sportstasken fyldt af. Og så var August Hellsing opsat på at glemme dagslyset og sparke festen i gear, når han i typisk lalleglad stil opfordrede til dans. Men selvom folk var overraskende meget på i de forreste rækker, så var Århus på ingen måde klar til at give fødderne plads til fri leg, men det var svært ikke at forestille sig den fest Lo-Fi-Fnk uden tvivl ville havde skabt på en scene ti timer senere.
En chokstart for Danmark, som de rød/hvide skulle bruge flere timer på rigtig at komme sig over. For selvom The Fashion absolut gav hjemmefolket troen tilbage på Officerspladsen og fik stoppet svenskernes overtag, så var det også en sikker fest poprockerne satte gang i. Men effektivt var det på alle måder. Jakob Printzlau var i hopla og fik svunget både stemmebånd, mikrofonstativ og sit korpus. Og med fire numre fra det seneste selvbetitlede album, hvor gode basriffs og tunge beats var i fokus, viste The Fashion sig absolut fra deres bedste side. Hvor albummet havde svært ved at holde niveauet kørende, så hev bandet hitsikre reserver fra debutalbummet, som ‘Roller Disco Inferno’, ind for at holde festkedlen i kog. Og mens det virkede for publikum, så beviste det også hvorfor The Fashions stilskifte på det seneste album var så forfriskende og nødvendig. For mens festrocken fungerede, så var den også noget forudsigelig og letkøbt. Som et rutineret liveband hev kvintetten dog igen nyere numre frem og sluttede i imponerende stil.
Værre gik det for eksperimentet Munch/Munk i Voxhall. For trods Henrik Munchs (Sorten Muld) tydelig fingeraftryk og en dyb, drømmeagtig stemning med buldrende trommer og horn i fin blanding med hans elektroniske leg, så gik der for meget Sanne Salomonsen i korpigerne, ligesom Kim Munk heller ikke formåede at løfte sin vokal op i et niveau, hvor den kunne komplimentere instrumenternes massive udtryk.
Så Snake & Jet’s Amazing Bullit Band blev sendt på banen, og duoen startede med at kaste det ondeste røgslør i DUP-teltet, da de tændte op under noget økologisk røgelser, der fik skræmt de værste wannabes væk. For som frontmand Thor Rasmussen tørt kommenterede: »Hvis I ikke kan lide lugten, så kan I bare skride«. Det ville dog være synd, for duoen er absolut et af de gode bekendtskaber i en for tiden sprudlende dansk musikscene. Med deres ejendommelige blanding af psykedelisk orgel, tight trommespil og ligeså guitarriffs samt Rasmussens vokale ‘statements’, har duoen absolut fat i noget, der virker både overbevisende og friskt trods gamle referencer.
Og så var De Danske Uafhængige Pladeselskabers (DUP) to telte et godt tiltag, da de gav plads til noget af det vækstlag, som festivalen ellers havde sorteret fra. Udover Snake & Jet spillede interessante navne som Heidi Mortenson og Said the Shark blandt andet under teltdugene.
Speaker Bite Me
Jo, Danmark var så småt på vej tilbage i kampen. Den længeventede reducering kom dog først, da avantgarde-veteranerne i Speaker Bite Me indtog Musikhusets store sal. For kvartetten havde virkelig gjort noget ud af det. Med korpiger, Sara Indrio på percussion og Frederik Sølbergs visuals, der var ligeså sære og dragende, som Speaker altid har formået at være, så fik udtrykket endnu mere kant og dybde. De fire musikere havde nu ikke brug for hjælp. I effektive 45 minutter tilførte de det seneste album, ‘Action Painting’, noget af den støj, man som gammel Speaker-fan ellers savnede. Musikhuset var ganske enkelt ved at sprække, når bandet (inkl. reserve-trommeslager) fyldte rummet med deres komplekse støjkompositioner. Det var forbandet smukt, og tårerne fra den store, gule fugl på det visuelle bagtæppe til slut var ikke svære at forstå.
Beta Satan
Nede i Voxhall blev der også støjet, men på en noget mere banal facon. ‘Voldspop’ kalder Beta Satan åbenbart selv deres musik, og det forklarer umiddelbart undergrundssuperbandets lyd meget godt. For mens guitarer og trommerne ofte brager igennem i rene metaludbrud, så holder lidt synth og K. R. Hansens (tidl. Tiger Tunes) vokal det hele lidt i skak og giver en poppet kant. Men tag ikke fejl, det er hårdt og tungt, men specielt fra en scene imponerer det. Jeg ville dog fornægte mit pophjerte, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg stadig drømmer om, at se K. R. Hansen i mere poppede rammer, for han er absolut en af landets mest interessante sangere og frontmænd.
Spleen United
Danmarks endelig udligning skulle dog først komme, da synth-fetichisterne i Spleen United indtog Ridehuset. Bevæbnet med nye sange var folk stuvet sammen for at høre om bandet ville kunne følge op på debutalbummet ‘Godspeed into the Mainstream’. Og det lader det absolut til, at de kan. Smagsprøverne bragede igennem med et mere instrumentalt og synth-fikseret udtryk, og mens det sagtens kan tabe P3-lytterne i svinget, så er det prisværdigt, at et dansk band tør følge sin overbevisning og tage chancer. Så kan vi kun håbe, at Spot udførte sit job og fik smurt nogle udenlandske øregange med Spleen Uniteds massivt tunge lyd. Bandet virker i hvert fald klar til at komme ud over landets grænser. Med et varieret lysshow som smukt supplement til det dystre lydbillede havde bandet i hvert fald ingen problemer med at spille hele Ridehuset op og levere både udligning og mavepustsstød. Heldigvis var der ingen røde kort eller oprevne publikummer, så fokus blev på det fine spil fra begge side og et retfærdigt uafgjort resultat.
Fed fredag med finsk delikatesse (af Lars Møller)
Fredagens program indgød respekt, men det var en uskyldsren finsk pige, som løb med opmærksomheden, da Spot for alvor blev skudt i gang.
Den er hektisk, Spot Festivalen. Erfarne festivalgængere vil vide, at det kræver en vis sans for det logistiske, hvis man har planer om at nå rundt til andre koncerter end dem, hvor tøserne og fadøllene er billige. Den slags kræver planlægning hjemmefra. Og så selvfølgelig, at kontrollørerne vil lukke dig ind. Men det vender vi tilbage til.
Vejret var med Spot, Spot var med folket, og folket var med The Kissaway Trail. Det odenseanske band har på blot et år fået både hipstere og gymnasieelever til at hvine deres navn, og det er fuldt fortjent. Især hvis man inddrager kvintettens selvbetitlede debutalbum til regnestykket: Elleve længselsfulde og sværmeriske indiepop-melodier, der måske nok står i gæld til Arcade Fire særegne univers, men ikke desto mindre er svære at finde lig på vore breddegrader.
Live viste The Kissaway Trail sig også som et overbevisende bekendtskab. Med den sene eftermiddagssol glinsende uden for Officerspladsens hvide telt svøbte bandet publikum ind i en ganske medrivende energi fra en kollektivt syngende enhed, der ubesværet overførte pladens skrøbelige indiedyder til scenegulvet. Den smittende ‘La La Song’ og en mere løssluppen udgave af ‘Tracy’ gjorde sig allerbedst til i de semi-udendørs omgivelser, men The Kissaway Trail satte over all en fin streg under deres fuldt berettigede succes.
The Kissaway Trail
Og så var vi ellers i gang. Et par klapsalver til de fem odenseanere og af sted til Voxhall og 1 2 3 4. Navnet klinger måske en kende intetsigende, eller til nøds af et fremdriftigt 60’er-rock’n’roll-band, men den genrebetegnelse vil vist ikke være fair at sætte på det femmandstore band, som har tanket inspiration i den nordamerikanske lo-fi-scene og til efteråret udgiver debutalbum på Nikolaj Nørlunds Auditorium.
Det skal nok blive en interessant skive. I Voxhalls rummelige lokale fængede og fungerede de mildt porøse sange i hvert fald fortræffeligt med sine underspillede og halvskæve melodibrokker, der må kunne gøre fans af Pavement bløde om hjertet. Dem var der tilsyneladende en del af, hvis man tager det overraskende store fremmøde for gode varer. En del hjemmedrenge fra 1 2 3 4’s hjemstavn Aalborg blev der således vinket og blinket til, ligesom frontmand Rune Hedeman heller ikke kunne dy sig for at sige: »Alle gode bands kommer jo fra Aalborg«.
Selv samme Hedeman var imidlertid ikke fornøjelig hele vejen igennem. Om end han virker til at have overskud på scenen, fremstod hans lidt ligeglade attitude hurtigt mere påtaget end oprigtig, og det skæmmede ellers fine sager som det lille barometer-hit ‘Saddest’.
1 2 3 4
Nuvel, den slags er da til at overse. Straks mere irriterende er det, når man må gå forgæves og slukøret fra en koncert med beskeden: »Vi lukker ikke flere ind«. Det var tilfældet med svenske [Ingenting], hvis perlende indiepop ellers stod højt på denne signaturs huskeliste. Øv, Spot!
Men det skal nu ikke tage glæden fra mødet med fire velklædte og ikke mindst velspillende herrer, som henrykte Train senere ud på aftenen. Med base i Berlin har Lily Electric vendt den blege bagdel til den hjemlige musikbranche og satser nu rub og stub for at slå igennem i det store udland. Hættetrøjen af for det. Men endnu mere glædeligt er det at høre, at kvartetten rent faktisk har noget at have ambitionerne i.
En sylespids spurtparade af delikat 70’er-rock stod således på menuen for tilhørerne, der tog hjerteligt for sig af retterne. Som nu den både frække og fængende ‘Naughty Girl’, der lyder som salig Beatles med Franz Ferdinand som backing band, og punchlinien: »Naughty Girl, don’t let anybody drag you down«. Tindrende originalt er musikken som sådan ikke, men til hest med det, så længe smilebåndene uafværgeligt må vende op ad ved synet af de dynamiske Lily Electric-gutter. Evigt dansende rundt på scenen. Sådan skal den rock-skid sgu slås!
Lily Electric
Efter sådan en omgang burde begejstringen også så småt få en ende. Ja, hvis altså ikke lige det var for en finsk pige med aliaset Regina. For hvor dælen kom hun fra!? Journalisten skal ærligt erkende, at han kun havde stiftet perifert bekendtskab med frøkenen, men så meget desto større var glæden over mødet med den yndige piges stemningsmættede og bevidst blåøjede elektroniske lydcollager. Ikke rigtig indietronica. Ikke rigtig twee. Men svært iørefaldende – jep, det var det.
Assisteret af to unge fyre på henholdsvis elektronisk trommesæt og bas og keyboard, bød Regina publikum op til en sensitiv kinddans sunget på de tusind søers modersmål, som ingen udover dem selv vist forstod et pløk af. Det var imidlertid uendeligt let at overse, når musikken skiftevis groovede, pulserede og hviskede af sirlige syntetiske toner, der besad såvel bølgende elegance som opklippet taktfasthed. Fejende flot finsk delikatesse. Fra enden til anden. Sikke en artig overraskelse. Og godt set af Spot.
Herfra kunne fadøllene så tage velfortjent over. Og hovedet læne sig tilbage i selen. Med vished om et ligeså hektisk program lørdag. Men med en fed fredag i baghovedet.
Bindegal åbning (af Jakob Rom Johansen)
Engelske Dead Kids åbnede ballet med en oplevelse af de sjældne og lagde distance til alt andet på den første aften på årets Spot Festival. Læs vores reportage her.
Spot Festival er stedet, hvor små bands kan få lov til at blive eksponeret, og det er en mulighed for at opleve dem, inden de træder op på verdens store scene. Det var indgangsreplikken fra Gunnar Madsen, leder af Rosa, der står bag festivalen, da årets festival åbnede.
De pæne ord blev dog hurtigt afløst af en sand dundertale af Bjarke Svendsen fra koncertarrangørerne i LJUD, der revsede de danske musikjournalister for kun at løbe efter, hvad der bliver hypet i de udenlandske medier og for ikke at koncentrere sig nok om vækstlagene i musikken.
Marybell Katastrophy
Åbningskoncerten stod Marybell Katastrophy for med en smuk, stemningsfuld optræden. Med en halvt analog, halvt digital forestilling startede bandet stille, men der blev snart rocket igennem, og de formåede fint at spille Musikhusets store scene op. Med sig på scenen havde de desuden et ti kvinder stort kor, der gav ekstra liv til de kraftfulde sange. Og bandet kom hele spektret igennem, for mellem rå rock og stort kor var der også plads til pianoballade og akustisk guitar. Det virkede overbevisende, selvom koncerten kun varede 35 minutter.
Herefter var der pause, hvor folk fra pladeselskaber, spillesteder og musikere lystigt minglede rundt mellem hinanden med bajere og smøger mellem hænderne, mens musikjournalisterne fra de store dagblade holdt sig sammen i en lille kreds. Selvom Gunnar Madsen gerne ville punktere myten, var det på åbningsaftenen alligevel tydeligt, at Spot Festival er et sted, hvor det handler om at blive set.
Efter Marybell Katastrophys åbning var det norske The National Bank med Thomas Dybdal i spidsen, der gik på scenen i Musikhuset. Der var indbudt til storladent rock med enkelte elektroniske clicks, og som spillede på alle de store følelser. Dybdals dybtfølte vokal har en god spændvidde, og nok var det flot, men det blev en anelse ensformigt i længden.
Dead Kids
Så var der straks helt anderledes drev over tingene, da engelske Dead Kids sprængte alle rammer med et sandt rockbrag på Voxhall med deres korte, flænsende punknumre tilsat lidt keyboardmelodier. I front for gruppen var en ekstremt vanvittig forsanger, der allerede i første nummer lå og rullede rundt på scenegulvet, hvorefter han væltede højttalere, truede med guitarstativet, hoppede op på ryggen af en mand foran scenen og spyttede øl ud over forsamlingen. Publikum var nærmest måbende, men Dead Kids trykkede den i dén grad af. Og det var ikke attitude det hele, for bandet havde faktisk en hel del at byde på rent musikalsk.
Mange havde åbenbart hørt om den buzz der har været omkring Miriam og Johanna Eriksson i Taxi Taxi!, for der var fuldkommen proppet på Studenterhuset og kø langt ud på gaden, da de to svenske enæggede tvillinger åbnede op for deres sødmefulde popsange. Og sidst på aftenen gik A Kid Hereafter på scenen på Train med et show et sted mellem feelgood pop, glamrock, prog og hill billy rock. I spidsen stod Frederik Thaae med lyserødt jakkesæt og hår og skæg ud i et, bakket op af et syv personer stort orkester, der ikke holdt sig tilbage. Der var liv og glade dage på scenen med et festfyrværkeri af sange, lidt for meget gøgl, og sange, der lignede hinanden lidt for meget.
Men festen er kun lige begyndt.