Emmaboda Festivalen 2007

En klog mand sagde en gang: »Der er så fuld af sjov. Ude i en skov«. Og i tilfældet Emmaboda kan det ikke siges meget bedre. Små tyve minutters gang fra downtown Emmaboda, forbi smålandske træhuse, svømmehallen og græssende heste, var engene i skoven omdannet til et Mekka for cirka 5.000 musikelskere og stilbevidste partykids med en gennemsnitsalder under de tyve. Fra torsdag til lørdag bragede festen af sted med alverdens beats og musikalske udladninger, kun tilsat myggestik, svensk billigøl og hjemmebrændt. Det varierede program stod mestendels på indierockens mange afkroge, dog suppleret med afstikkere til hiphop, elektronisk og benhård rock.

Og de var her alle sammen: Horder af indiekids, punks, queers, rockabilly-Butches, bohemians, sort/hvide pandachicks og utallige tressertøser i kjoler og bedagede frisurer. You name it. We got it! For er der noget den svenske ungdom kan, så er det at klæde sig ud. Og der var langt til københavner-syntetiske club kids. I stedet stod den på autenticitet og 2nd hand fashion. Emmaboda er en festival, hvor mange selv spiller i band, og hvor langt størstedelen ligner nogen, der gør det.


I’m from Barcelona. Vil du med til vores fest?

We’re from Jönköping
Primetime torsdag aften. Der stod han. Emanuel Lundgren. En svensk letmælkscowboy á la Tommy Seebach med en dræbersnegl af en moustache på overlæben. I front for sit herlige bigbandskollektiv ved navn I’m from Barcelona. Og de fik i sandhed sparket gang i festivalen med en DIY-udgave af et Flaming Lips-sceneshow. Konfetti fra plastikposer, sæbebobler, balloner, badedyr med mere. Med sine mindst 22 kulørte venner på scenen med percussions en masse, fem blæsere, melodica, sprød synth og hele pivtøjet leverede bandet en fest, der fik de perfekt stylede indiekids til at glemme frisuren et øjeblik og danse amok.

Og det gik festligt for sig. Lige fra den opbyggende åbning med fælleskoreografi på nummeret ‘Treehouse’, over hittet ‘Collection of Stamps’ med spontan dansekonkurrence som resultat, til synth-ekstranummeret ‘Adventure Kid’, hvor bandet fik fri til dans og mest af alt lignede en overglad privatfest klokken kvart i rundstykker. For dét kan de. Tage en simpel komposition, blæse den op til det symfoniske, tilsætte tekster, der veksler fra det corny til det storladne, og så tyre det hele ud over rampen med ustoppelig festenergi, fællessang og -dans. Også selvom pakken mod slutningen blev en smule monoton, og festen på scenen lukkede sig om sig selv.


Of Montreal fik skabt en ufokuseret stemning af absurditet, uhygge, seksuelle undertoner og glam!

Forvirring og foruroligende fiksfaserier i skumringen
Endelig blev det tid til bandet, de seje kids glædede sig til. Of Montreal var the talk of the town, men formåede trods højt ambitionsniveau ikke at indfri forventningerne. For det var langt fra slut med sceneshow torsdag aften. Forsangeren Kevin Barnes svansede glamourøst derudaf i lyseblå drag-øjenskygge, skøre kravekreationer og skiftede til netstrømper og hotpants undervejs. På guitar var en engel i Kiss-agtig øjenmake-up, bassisten var i slåbrok og slips, keyboardtøsen lignede (og lød som…) noget fra Familien Adams. Og som om det ikke var nok, vrimlede det med uhyggelige dansere i sorte trikoter, masker, enorme krabbekløer og en kvindelig guldtrikot delte blodrød punch ud fra scenekanten, hvor et lille barn var blevet sat.

Men trods bestræbelserne på at skabe en unik oplevelse, viste scenen sig ikke gearet til det teatralske show, ligesom der var problemer med lyden. Basanlægget drillede og undervejs forsvandt hele lyden i den ene side kortvarigt. Men trods bandet aldrig fandt sig til rette og brændte igennem, sikrer deres flotte og dansable kompositioner et højt bundniveau. Og stemningen fra de foruroligende rytmer, den saftige synthjuice og forsangerens skrøbelige glamrock-stemme klædte skumringstimen.


Au revoir simone kæler for deres instrumenter og for deres publikum.

Tangentbroderier under nattehimlen
Tøserne fra Au Revoir Simone minder om the Lisbon girls fra ‘The Virgin Suicides’, når de står der på scenen iført 70’er-kjolerne med deres uskyldige, naive og melankolske udtryk. Og det er svært ikke at blive betaget af deres hemmelighedsfulde charme, der emmer ud i natten med lyden af keyboards, synthesizere og xylofon. Desværre havde også de indledende problemer med deres otte tangentvenner (eksempelvis var deres Nord-synth overbegejstret over at være hjemme i Sverige og hyperventilerede lidt…) og desuden med strømmen (»This band runs on American power!«). Men da de først var i gang blev der sendt trykbølger af kuldegysninger ud til det lyttende publikum, der havde den svenske sommernat som perfekt setting for koncerten.

Fra scenen hyggesnakker de langhårede Brooklyn-piger, fniser og vinker akavet som tre teenageveninder til en skolekoncert. Og udtrykker deres begejstring for festivalen og Sverige. De stille sange om ensomhed, tomme senge og kærlighedsdrømme fortryllede publikum, mens man næsten kunne høre sommersneen falde i skoven. Og med de metalliske synthlyde, de naive klangflader og de rene stemmer blev der broderet de fineste mønstre i den sorte nattehimmel. En skam stjernerne ikke var fremme den aften.


Uprætentiøse og søde. Slyngveninderne fra Those Dancing Days.

Rockpigerne manede til morgengymnastik
Dårligt nok havde man fordøjet formiddagens “frukustpop”, før dagens egentlige program blev fjantet i gang med tøserne fra Those Dancing Days. Og omsider var der et band, hvor kunstnerne var jævnaldrende med publikum. De fem ungpiger er omkring de tyve, hvad der både kommer til udtryk i deres fremfærd og lyd. Uimponerede går de til opgaven med krum hals iført ens lyseblå satinshorts og åbner op for deres letbenede og poppede tøserock. Deres lyd er så langt fra revolutionerende med en standardiseret opstilling: Bas, guitar, trommer, keyboard, vokal. Dog vinder de på charmen.

Mens enkelte regndråber falder på de nybobbede frisurer, og folk tjekker dagens gear ud på hinanden, triller de søde melodier med up-beat, simple akkordrundgange og primitive guitarsoloer ud af højttalerne. Deres musik er lige så let som den Coke Zero, keyboard-baben slubrer i sig under koncerten. Bandets ærlige, amatøragtige og humoristiske udtryk står med sin charme dog lidt i kontrast til forsangerindens sikre og trænede fraseringer, der gør deres lyd mere almindelig, end det kunne have været tilfældet.


Med solbriller og lukkede øjne. Karlsson på scenen i front for Familjen.

Indholdsløst besøg af Familjen
Et af festivalens navne, der er på vej frem, er svenske Familjen. Konceptet er simpelt. Én mand på trommemaskine, synthesizer, støj og sampler. Én mand på vokal. Og her bliver der droppet stentunge technobeats, som passer fint til klipperne, der titter frem omkring på plænen. Synthen er sprød og tør som et stykke Vasa uden pålæg. På toppen af det ret housede fundament ligger en poppet og androgynt firseragtig herrevokal med masser af rumklang, der på svensk fremfører banale tekster om… kærlighed. Der proklameres, at festivalen altså ikke kun er indie, og der er for en kort stund clubbingstemning på plænen.

Forsangeren Johan T. Karlsson optræder selvsikkert i distanceret sort out-fit med tank-top og tørklæde, der toppes af et par arrogante Ray-Bans. Og selv om han er buff, svanser han feminint rundt på scenen, danser og filtrer sig kækt ind i mikrofonledningen. Om det er på grund af solbriller, er svært at fastslå. I hvert fald befinder han sig på scenen i sin egen verden og når ikke ret mange centimeter ud over kanten. Housekulturens performative tillukkethed klæder ikke en refrænsanger. Og det hele fremstår ret substansløst og ligegyldigt.


J. Mascis. Mr. Dinosaur Jr. Senior med ryggen mod muren.

Dinosaurussen lever!
Som en træt sekretær, der har siddet ved skrivemaskinen i alt for mange år, som kender sin maskine til fingerspidserne og skriver hurtigere end vedkommende selv kan nå at tænke. Sådan spiller Dinosaur Jr.’s J Mascis sin Fender Jazzmaster. Og da rockøglen gik på scenen blev halsen på støjvåbnet vredet, så fuglene sang. At hans attitude tangerede det arrogante eller uengagerede kommer ikke sagen ved. Han kiggede nærmest ikke op eller mælede et ord (ud over et »Could someone please turn down this white light right here?«). Her er det guitaren, der taler, og hans dovent mumlende sang er blot intermezzoer mellem de sublime guitarsoloer.

Fra den klassiske Marshallmur af forstærkere blev der kastet tunge mursten af hurtigt skiftende powerakkorder, lynriffs og distortioneffekter i hovedet op det unge publikum, der fik en lektion i en benhård rockskole, der så langt fra er uddød. Iført sin Adidas træningstrøje i lilla og guld med Mohammed Ali på ryggen kastede rockens Gandalf sit vandfald af en sølvmanke fra side til side. Og med sin dommedagsøkse opflammede Mascis den apokalyptiske stemning, der efterhånden havde sænket sig over festivalen denne lørdag aften, hvor telte og pavilloner bukkede under én efter én, og de sidste dråber skulle nedsvælges i en endelig kraftanstrengelse.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af