Lethal Bizzle
Efter at have fungeret som selvvalgt talsmand for den udskældte hiphop-kultur i den britiske offentlighed, er det ‘Back to Biznizz’ for den sprælske rapper Lethal Bizzle. Ordene spyttes ud i et hæsblæsende tempo på hans album nummer to, og de hektiske grime-beats blandet med stressende synths og infernalske guitarer er med til skabe et mere intenst end godt udspil.
Han er i England mest kendt som rapperen, der gav igen, da parlamentsmedlemmet David Cameron gik i frontal angreb mod den britiske hiphop-scene, og gav den et stort medansvar for landets stigende kriminalitet blandt ungdommen. Lethal Bizzle forsvarede ihærdigt kulturen og fik støtte i medierne, ligesom han tilbød at være en slags rollemodel for ungdommen.
De gode intentioner afspejles også i albummets tekster, men nogen stor rapper er han ikke. Der skal mere end et hurtigt flow til for at imponere. BPM-tallet er uhørt højt i forhold til mere konventionelt hiphop, og da numrene sjældent sniger sig op på mere end 3 minutter, er det om at holde tungen lige i munden.
Lethal Bizzle har optrådt flittigt sammen med flere prominente navne fra den britiske indie-rock scene, og relationen fornægter sig ikke i produktionerne, der ofte bliver karakteriseret som ‘grindie’. Baby Shambles kigger også forbi på et enkelt nummer, hvilket nok skal give lidt opmærksomhed, men musikalsk efterlader det som resten af de 13 tracks ikke den store begejstring.