Ex-The Raveonettes-guitarist sadler om

Manoj Ramdas (billedet), der tidligere var fast guitarist i The Raveonettes og stået i front for konceptbandet Spektr, har blandet musikalsk blod med Frederik Thaae, bedre kendt som A Kid Hereafter. Sammen har de nu skabt et ‘band-i-bandet’, nemlig A Kid Hereafter in the Grinding Light.

A Kid Hereafters skøre popkoncerter er tidligere blevet rundet af med et ekstremt grindcore-element. Det har vist sig ikke kun at være en gimmick. Nu går Frederik Thaaes band med nyeste ex-The Raveonettes-tilføjelse, Manoj Ramdas, nemlig i studiet for at indspille et progressivt metal-album.

Gruppemedlemmerne har længe været inspireret af genrebrydende metalbands så som Mr. Bungle og mathmetal-heltene i The Dillinger Escape Plan. »Derfor har det været det naturligste skridt at inddrage noget tons i vores regnbue«, udtaler Frederik Thaae i pressemeddelelsen.

Manoj Ramdas var faktisk tidligere på året i Santa Cruz, USA for at indspille guitar til en del tracks sammen Trey Spruance, der var hovedhjernen bag netop Mr. Bungle sammen med ex-Faith No More-forsanger Mike Patton. Disse numre dukker muligvis op på et projekt i starten af næste år.

Det har også været et travlt år for Frederik Thaae. Bands som Murder, I Am Bones, Prins Nitram og The Late Paradehar brugt ham som producer, og han har tilmed arbejdet med JaConfetti, Lise Westzynthius og A Choir of Young Believers for at nævne et par stykker.

‘A Kid Hereafter In The Grinding Light’ sendes på gaden i Danmark i starten af 2008, men allerede den 1. november kan man opleve et one-off "Grind-remixed" show på Lades Kælder i København, der vil byde på til lejligheden elektronificerede og remixede versioner af A Kid Hereafters repertoire.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af