Foo Fighters

Det er ikke nogen hemmelighed, at det er gået stille og roligt ned af bakke for Foo Fighters i det nye årtusind. De seneste to studiealbum, ‘One By One’ og ‘In Your Honor’ har katapulteret bandet op i den absolutte rock-elite, kommercielt set, men har samtidig været nogle rimeligt forudsigelige skabninger, solidt parkeret i cruise-control, og med den store inspiration gemt væk i handskerummet sammen med det kreative navigationsanlæg.

Måske er dét langt om længe også gået op for Dave Grohl & Co., for i selskab med produceren Gill Norton, der også sad bag knapperne på karrierens hidtidige højdepunkt, ‘The Colour and the Shape’ fra 1997, er det lykkedes for Foo Fighters at dreje af fra stadionrockens sekssporede motorvej og finde tilbage til noget af den magi, som fik mange af os til at forelske os hovedkuls i bandet i anden halvdel af 90’erne.

Foo Fighters har nu igen den melankolske sødme i stemningen og harmoniske rigdom i arrangementerne, som bandet ellers stille og roligt havde mistet i løbet af årene. Og sammen med en tilbagevenden til tidligere dyder, fornemmer man også en musikalsk modenhed og et åndsfællesskab med de store, spraglede rock- og pop-plader fra 60’erne og 70’erne.

Musikken lever og ånder på dens egne præmisser på en plade, der tør fare vild i de meget forskellige sider af Dave Grohls sangskrivning, og netop af den grund ender som en smuk og nuanceret oplevelse, der transcenderer gruppens rødder i den alternative guitarrock.