Courtney Love: »Kurt hadede Dave Grohl«

»Why’d you have to go and let it die? Did you ever think of me? You’re so considerate«. Sådan lyder et uddrag af teksten til ‘Let It Die’, den mest aggressive sang på Foo Fighters seneste album, ‘Echoes, Silence, Patience & Grace’. Forsanger Dave Grohl, der var trommeslager i Nirvana, har angiveligt skrevet sangen med Courtney Love i tankerne. Eftersom hun er enke til Kurt Cobain, kan man lægge to og to sammen om hvem det var, Grohl mener hun »lod dø«. Nu svarer Love igen: »Kurt hadede Dave Grohl«.

Courtney Love forklarer sig på sin Myspace-side: »Den trommeslager har lagt an på mig utallige gange«, og påstår, at det netop er Grohls følelser for hende, der får ham til at råbe op.

Hun fortsætter med at skrive: »Kurt hadede ham mere end nogen anden (bortset fra en journalist). I Kurts testamente skrev han, at Grohl ikke længere skulle være medlem af Nirvana. Det ved Dave, og det går ud over mig. Hey, det var ikke MIT band, og det var ikke MIN idé. Grohl er bare en ‘under-middelmådig-type’, der kører det her falske ‘nice-guy’-image«.

Grohl og Courtney har været offentlige uvenner efter en retssag omkring Nirvanas bagkatalog i 2004. Courtney Love slutter sit Myspace-blogindlæg med sætningen: »Han kan ikke sige et ord, der kan sætte mit pis i kog«.

På Courntey Loves Myspace kan man høre to nye sange. Et nyt album fra den 43-årige sangerinde forventes engang i 2008.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af