Neil Young

Det her er klassisk Neil Young så det hyler i øregangene og bævrer i knæene. Glemt er de seneres års afdæmpede gammelmands-folk, for med dette album tager Young os med tilbage til sin kunstneriske storhedstid i slut-70’erne, hvor man gerne måtte bruge en halv time på at få snøvlet sig færdig med guitarsoloen i ‘Like a Hurricane’, for derefter at give sig hen til en kort, men gudbenådet akustisk countryballade. Dengang, hvor det hele ikke nødvendigvis skulle være så skide pænt og fokuseret.

Det er dog ikke alderdomspanikken, der omsider har sendt den snart 62-årige canadier tilbage i skovmandsskjorten, men derimod noget så besynderligt som en opfølger til et album, der aldrig udkom. I 1977 var Neil Young på nippet til at udgive ‘Chrome Dreams’, men valgte så at droppe ideen i sidste øjeblik. Guderne må vide hvorfor. Lige siden har fantomudgivelsen kun været tilgængelig i bootleg-form, mens sange som ‘Pocahontas’ og ‘Like a Hurricane’ blandt andet fik nyt og evigt liv på det to år yngre mesterværk ‘Rust Never Sleeps’.

Lige så uforglemmelige højdepunkter finder du ikke på den spirituelle ‘Chrome Dreams II’, og nye fans kan med fordel vente til udgivelsen af den kommende live-boks. Men de ti sange, hvoraf de syv er helt nye, og to sniger sig op på henholdsvis 14 og 18 minutters vintage Neil Young-ekvilibrisme, burde bekræfte formodningen om, at ‘Shakey’ sgu nok aldrig bliver gammel. Heldigvis.