Diverse kunstnere
»Hvor’ du fra?« Og nej, det er ikke Jokeren, der spørger, men derimod musikskribenterne Jeppe Krogsgaard Christensen og Morten Sternberg, der har bedt 13 danske kunstnere søge tilbage til rødderne i barndomsbyen og lave musik af de minder, der har været med til at give dem deres plads i den globale landsby. Det har givet en samling sange, der med få undtagelser er skabt til lejligheden som nye bud på den stolte danske hjemstavnsdigtning fra litteraturens verden.
Sangene på det afvekslende album er ligeså forskellige rent genremæssigt, som de er det rent geografisk. Størstedelen kommer fra en række stærke sangere og sangskrivere, men også to generationer af den elektroniske scene er til stede i form af Dub Tractor og Mike Sheridan, mens Per Vers er hiphoppens repræsentant. Og nej, han er ikke fra havnen, men derimod fra Gram i Sønderjylland, mens Sterling med venlig hilsen til David Bowie spørger om der er liv på Mors.
Stærkest står Olesen-Olesens Anders Remmer-producerede ‘Den slags fik man tæsk for dengang i min by’, der er outsider-klicheen fra provinsen tilsat kant og ramt lige på kornet, hvilket fortjener klapsalver i stedet for knytnæver. Jens Unmack skuffer derimod med en upersonlig uptempo-udgave af Thåströms ‘Sønder Boulevard’, selvom hyldester til hovedstaden ellers er hans speciale.
Samlet set indeholder ‘Hjemstavn’ fine sange, der på trods af deres forskellighed fungerer i et fint flow. Og selvom fokus logisk nok især er på lyrikken, sker det ikke på bekostning af musikken, der generelt er ganske god og med et personligt præg, og for de flestes vedkommende holder hele vejen hjem. Hvor end det er.