Happy Mondays – blegfed nostalgifest
Efter sigende havde The Happy Mondays kun mandet sig op til sølle 35 minutters optræden ved koncerten i Malmø aftenen inden, hvilket, ifølge samme rygter, havde fået arrangørerne til at betale publikum deres surt tjente svenske kroner tilbage. At Manchester-legenderne egentlig ikke har fornuftigt materiale til mere end en halv time, kan jo så for den sags skyld være hamrende ligegyldigt, for med en billetpris på den gale side af 300 kroner, er det nok de færreste, der ville lade sig spise af med så hurtigt overstået et knald.
En time blev det til i København, og det er nu også tvivlsomt, om herligheden kunne have båret meget mere end det. Foruden de enkelte store hits – ‘Step On’, ‘Hallelujah’, ‘Kinky Afro’ og ‘Loose Fit’ – var det begrænset, hvad der blev disket op med af sange, der foruden deres historiske tyngde, stadig kunne begå sig så mange år efter Madchester-scenens kunstneriske retræte.
Korsangerinden Julie Gordon, den evigt dansende kemikalie-abe Bez, samt publikum, hvoraf en stor del tilsyneladende bestod af gennem-sprittede englændere, knoklede for at holde liv i den fest, der er kernen i forsanger Shaun Ryders virke, alt imens sidstnævnte så sig tilfreds med at sidde tilbagelænet op ad stortrommen mens han suttede lidt i sin halve liter cola light. Og når selv deres blegfede hooligan af en forsanger er blevet så doven, så begynder man ærligt talt at tvivle på, hvad vi skal med The Happy Mondays i 2008.