Wu-Tang Clan
Det er snart 15 år siden, at Wu-Tang Clan revolutionerede hiphoppen med sit uortodokse univers. Bundbeskidte beats blev blandet med aparte lydoptagelser fra gamle kung-fu film og en underlig tilrøget og hypnotisk lommefilosofi leveret af otte karismatiske rappere. Det var starten på en æra.
Men siden debuten har det mest bemærkelsesværdige ved klanens udgivelser dog været, at det overhovedet er lykkedes at samle hele kollektivet. Men deres femte album, det første i seks år, er faktisk bedre end man kunne have forventet. På én gang klassisk Wu-Tang, men også med et par nye tricks under hættetrøjen.
Det er især på produktionssiden, at RZA har givet plads til en mere storladen lyd. Bedst eksemplificeret og udført på ‘The Heart Gently Weeps’, der er en volds-ladet storbyfortælling bygget op om en Beatles-sample. Men der er (heldigvis) stadig masser af vintage Wu-Tang i form af skramlende beats og taoisme-inspireret rap.
Det strygerbårne åbningsnummer ‘Campfire’, ‘Unpredictable’ og RZAs soloridt på den vokalbaserede ‘Sunlight’ er alle eksempler på, at Wu-Tang Clan stadig er en unik størrelse. Det er mere, end hvad man kan sige om længden på albummet. Det havde været et bedre punktum, hvis den var stoppet ved det gribende farvel til ODB på ‘Life Changes’.