Michael Møller – veloplagt besynger af begærets anatomi

Der var en vis portion ironi i, at Michael Møller, der normalt slår sine folder i Moi Caprice, skulle spille sin første koncert som ‘headliner’ i eget navn på Valentinsdag. Ironisk fordi Møller på sangene fra sidste års vellykkede solodebut, ‘Every Streetcar’s Got a Name – an Album About Sex and Desire’, med bid og humor udstiller, hvordan tosomheden er underlagt de menneskelige lysters vold og begærets ubarmhjertige anatomi.

Denne aften viste det sig hurtigt, at albummets nøgne sange var som skabt til at blive fremført live i intime rammer. Opsætningen var, som Michael Møller selv bemærkede, nærmest barok. Ingen trommer, men derimod med Møller i centrum på tangenter flankeret af to kvindelige strygere, en kontrabassist, en guitarist og to blæsere. Og selvom trommerne på albummet stedvis er ganske fremtrædende, savnede man dem på intet tidspunkt i løbet af koncerten.

Fra første anslag lyste spilleglæden ud af Møller. På sange som ‘The Skin Game’ og ‘Don’t Ever Fuck Her Again’ kom hans flotte stemme virkelig til sin ret, og de pirrende og skæbnetunge tekster, der i momenter føles som stik i hjertet, gik sammen med musikken op i en højere enhed og fik i de bedste øjeblikke de små hår til at rejse sig.

Mellem numrene var der plads til selvironiske jokes og afvæbnende flirt med det talstærke publikum, hvilket bidrog til en uhøjtidelighed stemning, der fungerede som en vellykket kontrast til de smukke og længselsfulde sange. Michael Møller er tydeligvis blevet en mere moden entertainer med årene, og det klæder ham virkelig at have droppet den selvhøjtidelighed, der tidligere i karrieren har skabt en uklædelig distance mellem ham og hans publikum.

Udover næsten alle sangene fra debuten fik publikum hen mod slutningen også Moi Caprice-hittet ‘My Girl You Blush’ i en afdæmpet, klaverdrevet version, der med al tydelighed demonstrerede, at Michael Møller – også udenfor Moi Caprices trygge og elegante rammer – er en af landets mest talentfulde sangskrivere.