Nick Cave and the Bad Seeds
Fra at have være skraldespandspoet med dødsforagt i 80’erne, over dekadent modstræbende ener, til i ganske lang tid at hellige sig kønne, men selvsmagende og frelste sjælransagende ballader, lod Nick Cave på sidste års afstikker med Grinderman paraderne falde for at spille skramlet snavsrock igen. Cave er vendt tilbage til basis, og på ‘Dig, Lazarus, Dig!!!’ har guitaren meldt sin tilbagekomst, dog uden helt så meget væsen og kant som på ‘Grinderman’-albummet.
Det er en nytænding, som der næsten komisk refereres til i titlen fra den altid bibelsymbolik-glade Cave i historien om Lazarus, der vækkes til live fra de døde af Jesus. Cave finder fortællingen problematisk, og albummets tema handler om valget af livet og muligheden for at flygte fra det uundgåelige. Lazarus er dumpet ned i New York, som er scenen for dette teaterstykke, hvor der pustes i liv byens mausoleum af rockhistorie med New York Dolls glam(‘Dig, Lazarus, Dig!!!), minimalistisk no wave og Suicide (‘Night of the Lotus Eaters’), The Stooges knytnævsrock(‘Albert West goes west’) og selvfølgelig Lou Reeds køligt liderlige nonchalance.
»We´re gonna have a real good time tonight« synger Cave på ‘Today’s Lesson’, og sjældent har han lydt mere kåd end på ‘Dig, Lazarus, Dig!!!’. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige det, men Cave lyder munter. Snak om at være kommet i hopla!