Støttekoncert hjælper musikere i nød

I december kunne vi berette at det københavnske studie og øvelokale Baandkraft i bogstaveligste forstand var gået op i røg efter en påsat brand. Fem bands bestående af i alt 16 musikere mistede næsten alt deres udstyr, og flere års indspilninger gik også tabt i flammerne.

Nu har en gruppe solidariske musikere stablet en støttekoncert på benene, hvor alt overskuddet går til de musikere, der blev ramt af branden. Arrangementet løber af stablen den 13. marts på Lille Vega i København.

Blandt de optrædende er blandt andet energiske Turboweekend (billedet), hvis forsanger Silas Bjerregaard selv har oplevet brandens konsekvenser på nærmeste hold. Han mistede alle indspilningerne til sit soloprojekt, der lå på en harddisk i et af studierne, da branden brød ud.

Produceren Peter Lehmann, der selv mistede i omegnen af ti års indspilninger og udstyr for over en million kroner, forklarer: »Mange af musikerne var forsikrede, men nogle var underforsikrede og nogle slet ikke. Ud over det var der tre bands, som mistede deres musikindspilninger, som aldrig nogensinde vil kunne erstattes. Hele livsværker gik op i røg og flere af musikerne føler sig 100 % nulstillede.«

På trods af de sørgelige omstændigheder skal aftenens optrædende nok sørge for at det bliver en festlig aften. Udover Turboweekend sørger Rock Hard Power Spray, Mads Langer, The Freudian Slip og New Hickees for den musikalske underholdning. Aftenens konferencier er Per Vers.

Billetter kan købes gennem billetlugen.dk.

Støttekoncert Baandkraft
Torsdag den 13. marts
Lille Vega, København
Entré: 130 kr. (+ gebyr) i forsalg og 150 kr. i døren

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af