Vesterbro Festival og KarriereKanonen åbner for tilmelding

Så er det igen blevet tiden, hvor danske upcoming acts skal sætte to fede krydser i kalenderen. Selvom de to arrangementer ikke som sådan har noget med hinanden at gøre, åbner både Vesterbro Festival (i dag) og Danmarks Radios KarriereKanonen (fra på fredag) nu for tilmeldingen til deres respektive arrangementer.

Vesterbro Festival blev første gang afholdt i 2003 og har på rekordtid udviklet sig til en særdeles populær tilbagevendende begivenhed med op mod 10.000 betalende tilskuere. Festivalen, der nu tiltrækker bands fra hele landet, kan bedst beskrives som den københavnske søster til Århus’ SPOT Festival. Sidste år modtog festivalen over 400 demoer fra håbefulde danske artister, så der er hård kamp om de cirka 100 pladser på årets program. Tilmelding foregår her, og deadline for tilmelding er den 1. april.

I en lidt anden boldgade befinder DR’s KarriereKanonen sig. KarriereKanonen er et årligt tilbagevendende initiativ, der skal give dansksprogede artister inden for alle genrer det sidste og afgørende skub frem i rampelyset. Det sker blandt andet gennem massiv airplay på P3 og kreativ sparring med professionelle musikere og branchefolk.

Initiativet har tidligere sørget for at etablere navne som Sterling (billedet), Rasmus Nøhr og Magtens Korridorer i danskernes bevidsthed. Ønsker man at komme i betragtning til KarriereKanonen foregår tilmeldingen her fra fredag den 15. februar og frem til den 31. marts.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af