My Life: A Kid Hereafter

En af dansk musik mest farverige personligheder pt. er uden tvivl Frederik Thaae alias A Kid Hereafter. Ikke alene påkalder hans langskæggede og ultrakulørte garderobe sig naturligt en del opmærksomhed. Hans mangesidede talenter som producer, remixer, sukkersød popsnedker og senest som benhård grindcore-udøver i projektet A Kid Hereafter In The Grinding Light er også svær at komme uden om. Frederik Thaae fortæller anbefaler her amerikansk grindcore, sine personlige Myspace-favoritter, og så fortæller han om sin kærlighed til Søren Kragh Jacobsens 70’er-hit ‘Kender du det?’

Det bedste album lige nu?
»Vores kære label forærede os en kæmpe stak grindcore classics til vores releaseparty forrige uge, så lige pt. er jeg totalt i old school land. Brutal Truths ‘Need To Control’ tager nok kagen med sine afsindige intensitet og brutale rytmiske krumspring. Min tykke nu-metal ven Q fra Beta Satan introducerede mig til den i en sand fisker-brandert engang sidste år, men den virker også fint til morgenkaffen.
I den mere aktuelle afdeling kan jeg anbefale den nyeste fra mit absolutte faveband, They Might Be Giants – ‘The Else’, som udkom sidste juli. De topper sig selv i happy tunes og spidsfindige tekster. De har for længst passeret deres 25 års jubilæum, og de bliver stadig bedre. Jeg er i nørdehimlen«.

Dit yndlingsnummer lige nu?
»Arg, det er svært, der er så mange fine sange. Søren Kragh Jacobsens ‘Kender Du Det?’ er f.eks. helt fantastisk og evig ung og fuld af charme og nærvær. Vi er ved at indspille en festlig version af den til en compilation, der kommer senere på året, så den rumsterer ret meget i skallen på mig lige nu«.

Din sidste store koncertoplevelse?
»Jazzkamikaze på Copenhagen Jazzhouse. De tog virkelig røven på mig. Det mest politisk ukorrekte og vamle musik spillet med helt afsindig nerve og power. Dejligt at man stadig kan blive overrasket og få sine fordomme gjort til skamme«.

Hvor gik din sidste rejse hen?
»Dublin. Søde og imødekommende folk, Guiness og dårlig rock«.

Årets bedste køb?
»Min nye fancyass Nokia n95-telefon, der kan filme og alt muligt. Jeg har lavet vores youtube-studiedagbog på den. Jeg er en sucker for gadgets, men det er sjældent, jeg faktisk føjer min sult«.

Hvor har du sidst købt tøj?
»Jeg købte en brugt brun vinterjakke hos de rare canadiere i Wasteland i København. Min kæreste havde dog peget den ud forinden. Jeg fortryder dog, at jeg ikke købte en Jazzkamikaze t-shirt«.

Hvilken ny film vil du anbefale andre at se?
»‘The Darjeeling Limited’ var rigtig fin. Jeg er stor Wes Anderson-fan, men hvis man er nytilkommen, skulle man måske nok starte med ‘Royal Tenenbaums’ og ‘Life Aquatic’. Jeg når sjældent at fange de nye film i biografen, men jeg har hørt, at ‘Cloverfield’ også sparker røv«.

Hvilken bog har du sidst læst?
»‘Siddhartha’ af Hermann Hesse, som jeg lånte af vores cellist Hanna. Man bliver helt salig«.

Hvilken hjemmeside har sidst udvidet din horisont?
»MySpace. Jeg er vanemenneske. Det er så perfekt til underholdende antibands som Body Lotion and The Bloody Hands eller One Weekly Gun, som jeg følger med stor fornøjelse. Generelt udvider jeg dog mest min horisont med Weekendavisen og DR2, internettet er mere til spas og kommunikation for mig. Håbløst gammeldags, I know«.

Hvem ser du mest op til?
»Thomas Troelsen, fordi han er så god til at give interviews og til at komme op om morgenen. Jeg burde virkelig stramme op«.

Dit stamsted?
»Kulkafeen. Det er mine homies Mads og Czeslaw, der ejer den for tiden, så der er altid gode vibes. Ellers Guldfasanen, HH Ranch eller Vintønden på Frederiksberg. Alle steder, der spiller ‘Back in Black lige op ad ‘Barbie Girl’, er sikre bud på en god aften i hegnet«.

Din sidste gode gerning?
»Jeg køber som regel Hus Forbi, og så gav jeg en masse af folkekirkens geder og høns i julegaver. Billigt sluppet, men man spiller vel heavy :D«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af