Snoop Dogg

Hvad gør man, når man står over for sit niende album og for længst har udviklet sig fra hiphop-håb til verdensstjerne og nærmest har stået fader til moderne West Coast-rap? Er navnet Snoop Dogg, vælger man at vende det musikalske blik mod 80’erne og skrue ned for den gangsterstil, der ellers har været varemærket siden debuten, ‘Doggystyle’, fra 1992. Den slags kan man slippe godt fra, når man som Snoop først og fremmest er en gudsbenådet rapper med en imponerende karisma og evne til nærmest at svæve over de underliggende produktioner.

Men så heller ikke mere. For bortset fra den forførende førstesingle, ‘Sexual Eruption’, falder de mange forsøg på at være musikalsk nyskabende igennem. Den country-prægede Johnny Cash-hyldest, ‘My Medicine’, er direkte pinlig, og The Time-coveret, ‘Cool’, lyder mest af alt som Prince light.

Det er simpelthen for meget udebane for Snoop Dogg. Helt på hjemmebane er han til gengæld, når han glimtvis leverer følelsesladet ghettosoul på de selvbiografiske ‘Neva Have 2 Worry’ og ‘Can’t Say Goodbye’ eller humoristisk rapporterer fra VIP-loungen på den skævt svingende ‘Deez Hollywood Nights’.

De innovative ambitioner betyder også, at albummet mangler den røde tråd, som Snoops tidligere udgivelser i høj grad har haft. Og så er det altså et tilbagevendende problem, at albummet indeholder hele 21 numre. Det kan undre, at en erfaren plademager som Teddy Riley, der sammen med DJ Quik har overset tilblivelsen, ikke har tæmmet Snoops egotrip og ryddet ud i mængden.