When Saints Go Machine

Hvis Prince eller Michael Jackson havde formået at følge med tiden og stadig var funklende popsmede den dag i dag, så havde de garanteret lavet et ligeså funky mix af klubhymner og soulet funk, som danske When Saints Go Machine gør det på deres debut-ep. Det er nemlig fængende pop ano 2008, den danske kvartet leverer, med danseglade lyttere som planlagte modtagere.

Ep’en lander efter et år, hvor When Saints Go Machine har nydt stor undergrundsopmærksomhed i både ind- og udland. Ikke mindst takket være den benhårde ‘You Should Be Someone Else’, der med et tungt synth-flirtende beat og Nikolaj Manuel Vonsilds falset lagde grundstenen til bandets karakteristiske lyd.

Derfor er det også flabet, men forståeligt, at nummeret ikke er med blandt ep’ens fire af slagsen, der i stedet føres an af det tidligere P3’s Uundgåelige ‘Kids on Vacation’, der følger lidt samme formel med klubbeats og soul-falset. Det er det sorte USA, der møder hvide, europæiske klubdrenge, og Prince står stadig som den tydeligste inspirationskilde på vokalsiden, specielt på det mere rolige ‘Pretty Rich’.

Mens ingen af de fire numre, når helt sammen højder på hitbarometeret som det dog også eminente ‘You Should Be Someone Else’, så viser ep’en en alsidig kvartet, som når Vonsild trækker sin vokal helt ned i mumlende mørke på ‘Pale’s nærmest hypnotiserende melodi. Så det bliver spændende at se, hvor When Saints Go Machine kan tage det hen, når deres debutalbum forventes klar i starten af 2009. Der skal dog lidt flere hits på bordet, hvis de skal blive fremtidens store popsmede.

When Saints Go Machine. 'When Saints Go Machine'. Ep. EMI.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af