The Blakes
Nu får danske The Willam Blakes selskab i at opkalde sig efter den grænsesøgende og mystiske, engelske poet; i form af en amerikansk trio med brødene Keim, med de utaknemmelige fornavne Garnet og Snow, i front. Det er svært at ikke føle, at The Blakes kommer små 10 år for sent til fadet. I ‘Two Times’ efterlignes Jack White fra White Stripes’ vokal, mens ‘Commit’, ‘Modern Man’ og mange andre sange er rene The Strokes-plagiater.
De kæmper for at levere et ordentlig rockbrag af en debut, men det ender alligevel som en noget tam historie. Men The Blakes har også meget imod sig. Deres rå rockattitude er ikke troværdig. De mangler mindeværdige melodier. Deres tekster er ofte dumme og pinlige – hvem vil for eksempel synge med på linjer som »you think I’m two time doing you wrong, cocaine and drugs and alcohol, I don’t want a thing from you girl«? Lidt bedre går det i de mere – men få – beherskede sange, som ‘Lintwalk’, der lyder som en The Cure-sang spillet af Kings of Leon.
Pladeselskabet Light in the Attic sammenligner The Blakes med The Who og The Kinks. Det er ikke bare falsk varebetegnelse – det er ren ønsketænkning.