Hot Chip og Air remixer Au Revoir Simone

Hvis du holder af Au Revoir Simone men samtidig har overvejet, hvordan Brooklyn-tøsetrioen mon ville lyde, hvis de fik lidt mere fut i danseskoene, så er her en god nyhed: Den 10. november er albummet ‘Reverse Migration’ med remixversioner af sange fra trekløverets sidste album, ‘The Bird of Music’, nemlig i handlen.

Her finder man musikalske fortolkninger fra flere fine navne, her iblandt Alexis Taylor fra Hot Chip, Jean-Benoît Dunckel fra Air (under pseudonymet Darkel), Teenagers og We Are Scientists’ Keith Murray.

Meget apropos skriver Au Revoir Simone-medlem Heather D’Angelo på sin blog, at gruppen er påbegyndt arbejdet med en efterfølger til ‘The Bird of Music’ sammen med produceren Thom Monahan (Devendra Banhart, Brightblack Morning Light, Vetiver, Tussle). Og der er noget at leve op til, for her på siderne blev albummet belønnet med fire stjerner sammen med følgende skudsmål: »Der er ikke vintage blondetrusser over hele tørresnoren, men stilen holdes højt albummet igennem«.

‘Reverse Migration’
1. The Lucky One (Slow Club-version)
2. Sad Song (Pacific! Remix)
3. Fallen Snow (The Teenagers Remix)
4. I Couldn’t Sleep (Darkel Remix)
5. A Violent Yet Flammable World (Montag Remix)
6. Don’t See the Sorrow (Keith Murray-version)
7. Dark Halls (Best Fwends Remix)
8. Night Majestic (Matt Harding Remix)
9. Stars (Disco Pusher Remix)
10. Lark (Ruff and Jam Remix)
11. The Way to There (Mark-Anthony Tieku Remix)
12. Sad Song (Alexis Taylor-version)
13. The Lucky One (James Yuill Remix)

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af