Tame Impala
Hvem havde troet at udknaldet, hippie-befængt syrerock skulle blive the shit i 2008? Hvis du svarer ja, giver jeg et sug i rumcigaren, næste gang der er sommerfest i Thy-lejren. Ikke desto mindre er der tilsyneladende noget om snakken. I hvert fald er det coole australske label Modulars nyeste signing, Tame Impala, som taget ud af 60’er-kanonen med Jefferson Airplane, 13th Floor Elevators, Blue Cheer og The Electric Prunes.
Er det så kejserens nye klæder, eller blot en ny generations ironiske leg med populærkulturelt vraggods? Svaret er ingen af delene, når man lytter til Perth-trioens debut-ep ‘Skeleton Tiger’. For har man først én gang fået ørene i australiernes rockmaskine, er man ikke i tvivl om, at projektet er seriøst ment.
Man bydes inden for med åbne arme og skarpladt fuzzguitar på den boblende ‘Desire Be, Desire Go’, inden ‘Slide Through My Fingers’ bringer tankerne på flugt med blødt vuggende rytmer og hallucinerende guitargreb. Herefter bydes der på løssluppen fællesdans på den tungt trækkende ’41 Mosquitoes Flying in Formation’, der passende kan fortsætte på bluesrockeren ‘Half Full Glass of Wine’. Og slutteligt kan man læne sig tilbage, lukke øjnene og kulle ud til titelnummerets sprøde og spændstige harmonier.
Så på med hønsestrikken og afghanerpelsen og fyr op under den mentale chillum, for med Tame Impala har det nye årtusinde børn fået deres helt egne guider ud i bevidsthedsudvidende rockeksapisme.