Morrissey klar med udgivelsesdato

I juni måned skrev vi her på siderne, at den tidligere The Smiths-frontmand Morrissey til september ville følge op på ‘Ringleaders of the Tormentors’ fra 2006 med en ny udgivelse, ‘Years of Refusal’, hvis titel er en bitter henvisning til hans yderst anstrengte forhold til den britiske presse. Den udgivelsesdato holdt ikke stik, men nu er det til gengæld offentliggjort, at albummet er i handlen den 23. februar.

Førstesinglen er navngivet ‘I Throw My Arms Around Paris’ ligesom to andre sangtitler, ‘Because of My Poor Education’ og ‘Shame Is the Name’, også er offentliggjort. Derudover byder Morrisseys 9. studiealbum på en gæsteoptræden fra Chrissie Hynde (The Pretenders) på nummeret ‘Shame Is the Name’. De to har tidligere optrådt sammen på singlen ‘My Love Life’ fra 1991.

Hvis Morrissey holder niveauet fra sit seneste album ‘Ringleaders of the Tormentors’, kan du godt begynde at glæde dig. Vores anmelder var i hvert fald stærkt begejstret for albummet og kvitterede med fem stjerner og følgende flotte udtalelse: »Lederen er fundet. En gammel konge har rejst sig og genfundet livsglæden i et virilt, bombastisk udtryk. Morrissey er tilbage«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af