Murs
Murs har i mere end ti år været en af undergrundens store helte, men stærkt inspireret af Obamas livshistorie er formålet med hans major label-debut at bringe indholdsrig hiphop og vigtige emner ud til masserne. Desværre betyder et noget rodet lydbillede, at han nok ikke vil opnå en lige så stor succes med sin kampagne, som den nyvalgte præsident, selvom han som altid holder et højt lyrisk niveau.
Til at hjælpe sig med sin mission har han blandt andre hyret Snoop Doog og Will.i.am som de store stemmeslugere, ligesom hans trofaste højrehånd 9th Wonder selvfølgelig også har fået en plads i staben. Sidstnævnte har dog fået en mere tilbagetrukket funktion end på Murs’ tre tidligere album, hvor han spillede den absolutte hovedrolle. Ærgerligt, for de er som skabt for hinanden, og netop det har stor betydning for, at jeg hellere vil bruge min stemme på en anden kandidat.
I stedet har Murs noget overmodigt kastet sig ud i flere af de populære genrer, som på blandt andet numrene ‘A Part of Me’, der henvender sig til rock-crowden, og ‘Lookin Fly’, der er tiltænkt natklubbernes dansegulve. Han vil simpelthen for meget frem for at tænke på de græsrødder, der trods alt har været en af grundene til, at han i dag står med en pladekontrakt hos et af de store selskaber.