Unholy Alliance – Faster, Slayer! Kill! Kill!
Når alt andet fejler, så er det altid godt at have Slayer at falde tilbage på. Og der var godt nok en hel del ting, der om ikke fejlede så i hvert fald skuffede, da Slayer ankom til Valby Hallen med tredje udgave af deres uhellige Alliance.
Aftenen startede med det svenske metalband Amon Amarth. De kan godt lide vikinger…og meget andet har jeg egentligt ikke at sige til det.
Andet punkt på dagsordenen var egentligt det, jeg havde set mest frem til – nemlig Mastodon. De amerikanske prog-psykedeliske metalhoveder er normalt leveringsdygtige i ekvilibristiske live-udskejelser, som de færreste kan leve op til. Men skæbnens nogen gange modbydeligt hårde guder har for nyligt sendt bandets ene guitarist Bill Kelliher på hospitalet. Og selv om man må give respekt til de resterende medlemmer for at fortsætte turneen som trio, så man samtidig indrømme, at Mastodon var en såret kæmpe denne aften. De gjorde, hvad de kunne, og spillede egentligt ganske fremragende. Men de formåede på trods af deres enorme anstrengelser simpelthen ikke at udfylde det hul, som Kelliher havde efterladt, og i flere af aftenens numre hørte man næsten lige så meget det, der manglede, som det, der blev spillet.
Den uheldige stime fortsatte ufortrødent med Trivium, der leverede noget nær den værste livelyd, jeg nogensinde har hørt i Valby Hallen. Alt rungede og var uklart, og stortrommen var simpelthen så høj, at jeg på et tidspunkt var bange for, at gulvet ville give efter. Når man så i forvejen, som undertegnede, synes, at Triviums overenergiske udgave af thrash/speed-metalcore er rimeligt top-fesent, så var den unge kvartets 45 minutter lange set lidt af en ørkenvandring.
Men om ikke andet, så var man fandeme klar til noget seriøst hegn, da Slayer endelig indtog scenen i vanlig sikker stil. Oakland-kvartetten har efterhånden udviklet sig til noget nær thrash-metallens udgave af Rolling Stones, og ligesom Rullestenene, så falder Slayer simpelthen aldrig under et vist niveau. Det gjorde de heller ikke i aften, selvom de er set bedre i København. Men nuvel, man var stadig godt underholdt og fik, hvad man kom efter i form af velspillede klassikere og minsandten også et nyt nummer, der lover godt for næste skive fra kongerne.
Set som helaftensoplevelse kommer man dog ikke udenom, at Unholy Alliance i år var en lidt forkølet oplevelse, der for min skyld godt kunne have været skåret ned med et par timer…og et par bands.