James Yuill

Han er Londons svar på Mikael Simpson denne James Yuill, der med sit andet album ‘Turning Down Water For Air’ har lagt de spartanske soveværelsesoptagelser fra sig og i stedet kastet sig over en mere helstøbt og elektronisk baseret lyd. Bevæbnet med akustisk guitar, laptop, en sans for gode melodier og medrivende beats tager Yuill lytteren med på en musikalsk rundtur i sit indbydende univers af følsom folk og effektiv electronica.

De simple og blide guitarakkorder pumpes op i et diskoteksvenligt gear for øjeblikket efter at synke ned i mere melankolske elektroniske omgivelser. Det skaber en nødvendig fremdrift i musikken, at Yuill indhyller sine uskyldige lejrbålsviser i saftige beats og stemningsskabende lydlandskaber, for selvom han påstår at være inspireret af Nick Drake og traditionel sangskrivning, så er det altså de færreste af de 12 kompositioner, der ville fungere uden de elektroniske indspark.

Den akustiske guitar er stadig omdrejningspunktet, men det er først, når det bliver mere electronica end folk, at resultatet for alvor bliver vedkommende. ‘No Surprise’, ‘Left Handed Girl’ og ‘No Pins Allowed’ er folktronica, når det er bedst. Dejligt poppet, følsomt uden at være sentimentalt og simpelt i sin struktur. I alle tre tilfælde disker Yuill op med beats, der er umulige at ryste af sig, når de først har fået fat, og når melodien samtidig er så ubesværet iørefaldende, er det meget svært ikke at lade sig rive med.