Så er det op med tegnedrengen, hvis man er The White Stripes-fan. Trommeslager Meg White har nemlig sat sit kulørte trommesæt fra ‘The Hardest Button to Button’-vidoen til salg. Grunden er, at hendes kollega Jim Shaw lider af kræft, og i USA skal der penge på bordet for at blive opereret. Meg Whites flotte tanke er så, at pengene fra trommesættet skal sikre Jim Shaws helbred.
Meg White har som trommeslager efterhånden skabt sig lidt af et navn. Mest fordi hun med sit yderst simple trommespil lægger en bastant bund for bandkollegaen Jack White, der med sin aktivitet som pianist, bassist, guitarist, sangskriver og sanger i bandet må beskrives som intet mindre en et multitalent.
Sidst Meg gav sine trommer nogle slag på et The White Stripes-album var for to år siden, hvor duoen udgav ‘Icky Thump’. Næsten per rutine fik Jack og Meg gode anmeldelser for deres album. Vores anmelder holdt sig heller ikke tilbage og gav albummet fire stjerner og skrev, at »der er masser af kvalitet og betagende lyde, men dét musikalske udtryk, der med ganske enkelte virkemidler egenhændigt glatter et par af rockens rynker ud og banker nyt liv i bedstefar opleves ikke nær så stærkt denne gang«.
Trommesættet sættes på auktion den 7. februar.